Fransk målsluger slår Ronaldo og Messi i spansk kåring
Antoine Griezmann blev mandag kåret som sidste sæsons bedste spiller i La Liga. Ronaldo gik tomhændet hjem.
Franske Antoine Griezmann snød Messi og Ronaldo og blev mandag kåret som sidste sæsons bedste spiller i La Liga.
Franske Antoine Griezmann snød Messi og Ronaldo og blev mandag kåret som sidste sæsons bedste spiller i La Liga. Foto: Gerard Julien/AFP


Normalt løber Lionel Messi og Cristiano Ronaldo både med overskrifterne og trofæerne i den spanske La Liga.

Men mandag måtte de for en stund overlade scenen til den vævre Atletico Madrid-angriber Antoine Griezmann, da franskmanden blev kåret som årets bedste spiller i sæsonen 2015/2016.

Paradoksalt for kåringen var det, at FC Barcelonas Lionel Messi samtidig blev kåret som sæsonens bedste angriber.

Og Madrid-klubben kunne bryste sig af flere fornemme priser ved kåringen. Således løb Diego Simeone med prisen som årets træner.

Også Atleticos Jan Oblak og Diego Godin blev kåret som henholdsvis årets bedste målmand og forsvarsspiller.

Antoine Griezmann, der også blev topscorer ved sommerens EM, løb i øvrigt også med prisen som fansenes favorit.

Mens Real Madrids profil Ronaldo dermed måtte gå tomhændet hjem, kunne kongeklubben dog glæde sig over, at kroaten Luka Modric løb med prisen som sidste sæsons bedste midtbanespiller.

Ronaldo kunne mandag i øvrigt trøste sig med, at han igen er blandt de 30 nominerede til Ballon d'Or, som tildeles verdens bedste fodboldspiller.

Han har tidligere vundet prisen tre gange i 2008, 2013 og 2014, og betragtes som favorit, da han både var med til at vinde Champions League med Real Madrid og EM med Portugal.

I alt seks spillere fra Real Madrid er på listen. Ud over Cristiano Ronaldo er det Gareth Bale, Toni Kroos, Pepe, Luka Modric og Sergio Ramos.

Rivalerne fra Barcelona er repræsenteret på listen af Lionel Messi, Andrés Iniesta, Neymar og Luiz Suarez.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.