Arbejdsløshedskøerne rundt om i Frankrig er blevet en smule kortere.
I hvert fald er ledigheden dalet med 0,5 procentpoint i det seneste år, og det betyder, at antallet af arbejdsløse for første gang i knap fire år er faldet til mindre end ti procent af arbejdsstyrken.
Det viser nye tal fra statistikkontoret Insee torsdag.
I andet kvartal af 2016 var arbejdsløsheden 9,9 procent, et fald fra 10,2 procent i kvartalet inden.
Det er første gang siden efteråret 2012, at ledigheden ligger under ti procent.
De seneste tal er godt nyt for præsident François Hollande, fordi de kommer otte måneder inden det franske præsidentvalg.
Hollande har sagt, at han ikke vil søge genvalg, medmindre det lykkes ham at gøre noget ved den høje arbejdsløshed.
Ledigheden er et af de største økonomiske problemer i Frankrig.
/ritzau/AFP