Fransk kommissærkandidat skal testes igen
EU-Parlamentets økonomiudvalg er ikke tilfreds med Pierre Moscovicis svar - men han slipper for en ny høring.


Frankrigs kandidat til jobbet som EU's næste økonomikommissær, tidligere finansminister Pierre Moscovici, skal svare på yderligere skriftlige spørgsmål fra EU-Parlamentets økonomiudvalg, før udvalget vil give sin endelige dom over hans kandidatur.

Det skriver den tyske europaparlamentariker og medlem af økonomiudvalget Sven Giegold torsdag aften på det sociale medie twitter.

Moscovici var torsdag formiddag til en hård høring i udvalget, hvor mange spørgere ville vide, hvordan han mener at kunne forvalte det tunge økonomijob, når han har været finansminister i et land, der selv har svært ved at opfylde EU's strenge budgetkrav.

Socialdemokraten Moscovici bliver ikke umiddelbart bedt om at møde op til en ny høring i parlamentet.

Allerede inden beslutningen torsdag aften om Moscovici sendte parlamentsformand Martin Schulz et brev til kommende kommissionsformand Jean-Claude Juncker med supplerende spørgsmål til tre andre kommissærkandidater.

Det drejer sig om britiske Jonathan Hill, der er indstillet til jobbet som kommissær for finansiel stabilitet, ungarske Tibor Navracsics som kandidat til posten som kulturkommissær og tjekkiske Vera Jouravá, der er indstillet til jobbet som justitskommissær.

For briten Hills vedkommende har økonomiudvalgets koordinatorer fra seks af parlamentets syv politiske grupper bedt om en ny høring i næste uge. Den anmodning skal behandles af parlamentsformand Schulz og gruppeformændene.

Også den spanske kommissærkandidat, Miguel Arias Canetes, godkendelse hænger stadig. Det skyldes, at et flertal i miljø- og industriudvalgene vil have yderligere afklaring af Canetes interesser i olieindustrien.

Der er dog endnu ikke tale om, at Canete bliver indkaldt til ny høring eller skal svare på flere spørgsmål. I første omgang vil de to udvalg, der har ansvar for hans høring, have afklaret et mere teknisk spørgsmål om parlamentets registrering af hans økonomiske interesser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.