Valget af Donald Trump som USA's næste præsident er folkets sejr over eliten.
Marine Le Pen, leder af det højreradikale franske parti Front National, kalder i et interview med BBC valgsejren til Donald Trump i USA for en byggesten i en bygning, som skal afløse den gamle verden.
Meningsmålinger viser, at Marine Le Pen står til at vinde første runde af det franske præsidentvalg til april.
Dog ser det ud til, at hun vil tabe anden valgrunde, som finder sted i maj. Det gælder, uanset hvem hendes politiske modstander bliver.
Under interviewet med BBC bliver Le Pen spurgt, om Trumps sejr gør det mere sandsynligt, at hun kan vinde præsidentvalget i Frankrig.
- Han gjorde det, som tidligere er blevet omtalt som umuligt, muligt. Så det er virkelig folkets sejr over eliten, siger hun.
Højrefløjspolitikeren opfordrer til, at alle EU-borgere bør blive spurgt, om de er enige i den kurs, som bliver lagt for det europæiske samarbejde i EU.
Adspurgt hvor lang tid hun vurderer, at EU har tilbage som institution, svarer hun "så lidt tid som muligt".
Marine Le Pen siger samtidig, at der ikke er grund til at være bange for Ruslands præsident, Vladimir Putin. EU bør forhandle med ham og samarbejde med Rusland.
/ritzau/Reuters