Fransk hangarskib skal støtte kamp mod Islamisk Stat
Paris: Syriens præsident Bashar al-Assad kan på ingen måde være en del af landets fremtid.
Frankrigs præsident, Francois Hollande, meddelte torsdag, at det franske hangarskib Charles de Gaulle vil blive indsat som støtte for operationer mod Islamisk Stat i Syrien og Irak.
Frankrigs præsident, Francois Hollande, meddelte torsdag, at det franske hangarskib Charles de Gaulle vil blive indsat som støtte for operationer mod Islamisk Stat i Syrien og Irak. Foto: Jason Lee/AP


Det franske hangarskib Charles de Gaulle vil blive indsat som støtte for operationer mod Islamisk Stat i Syrien og Irak, meddeler den franske præsidents kontor i en erklæring.

- Der er truffet beslutning om at indsætte en kampenhed med hangarskibet Charles de Gaulle i operationerne mod Daesh og relaterede grupper, hedder det i en erklæring efter et regeringsmøde i Paris, hvor der blev anvendt det arabiske navn på Islamisk Stat.

I erklæringen bliver det understreget, at Frankrig støtter bestræbelser på at nå frem til en politisk overgangsperiode i Syrien. Men det bliver fastslået, at Syriens præsident Bashar al-Assad på ingen måde kan være en del af landets fremtid.

Hangarskibet er sædvanligvis ledsaget af en angrebsubåd, adskillige fregatter og et skib med brændstof.

Frankrig udførte sit første luftangreb i Syrien 27. september og har haft megen fokus på angreb mod Islamisk Stats højborg Raqqa i det nordlige Syrien.

- Vi ved, at der i Syrien, især omkring Raqqa, er træningslejre for udenlandske kombattanter, hvis mission ikke er at kæmpe for IS i Levanten, men at komme til Frankrig, til Europa, for at udføre angreb, sagde talsmænd for den franske regering i sidste måned.

- Islamisk Stat gemmer sig bag civile, som bruges som menneskelige skjolde, og det besværliggør luftangrebene, sagde den franske forsvarsminister Jean-Yves Le Drian.

- IS organiserer sig på sådan en måde, at børn, kvinder og civile er i frontlinjen. Lederne gemmer sig i skoler, moskeer, hospitaler, hvilket gør arbejdet for (den internationale, red.) koalition vanskelig, sagde han.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.