Fransk domstol godkender ekskludering af højrefløjsveteran
Udelukkelse af Jean-Marie Le Pen fra Front National var i orden, siger fransk domstol. Han beholder ærestitel.
Front Nationals stifter, Jean-Marie Le Pen, ankommer til retsbygningen uden for Paris torsdag. Han havde sagsøgt partiet, efter hans datter, partileder Marine Le Pen, og den øvrige partiledelse ekskluderede ham sidste år.
Front Nationals stifter, Jean-Marie Le Pen, ankommer til retsbygningen uden for Paris torsdag. Han havde sagsøgt partiet, efter hans datter, partileder Marine Le Pen, og den øvrige partiledelse ekskluderede ham sidste år. Foto: Jacky Naegelen/Reuters


Partileder Marine Le Pens beslutning om at ekskludere sin egen far, Jean-Marie Le Pen, fra højrefløjspartiet Front National, er godkendt af en fransk domstol.

Dermed er den 88-årige politiske veteran formelt udelukket af det parti, han selv stiftede i 1972.

Jean-Marie Le Pen blev smidt ud af partiet sidste år, efter han havde ytret sig på måder, der blev opfattet som værende antisemitisk og stødende.

Blandt andet betegnede han nazisternes gaskamre som en "detalje" i historien, og han forsvarede den franske Vichy-regering, der under Anden Verdenskrig samarbejdede med den nazistiske invasionshær.

Marine Le Pen betegnede sidste år farens udtalelser som "politisk selvmord".

Domstolen i udkanten af Paris afgjorde torsdag, at Front National var i sin fulde ret til at ekskludere Jean-Marie Le Pen.

Han fik dog en lille sejr med sig, idet domstolen gav ham lov til at beholde sin titel som æresformand.

Det betyder, at partiet skal invitere ham med til alle møder i partiledelsen. Hvis det ikke sker, risikerer partiet en bøde.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.