Fransk bjergrytter vinder kongeetape i Romandiet
Thibaut Pinot vandt lørdagens bjergetape i Romandiet Rundt og er seks sekunder fra føringen inden enkeltstart.
Thibaut Pinot fejrer sejren på kongeetapen i Romandiet Rundt.
Thibaut Pinot fejrer sejren på kongeetapen i Romandiet Rundt. Foto: JEAN-CHRISTOPHE BOTT/AP


Den franske rytter Thibaut Pinot fra FDJ-mandskabet var stærkest, da rytterne lørdag kørte kongeetape i Romandiet Rundt.

5. etape på 162,7 kilometer fra Fribourg til Champex-Lac gik blandt andet over fire kategori 1-stigninger, og Pinot vandt etapen med syv sekunder ned til russeren Ilnur Zakarin fra Katusha.

De samme to ryttere placerer sig nu også øverst i det samlede klassement, men med omvendt fortegn.

Ilnur Zakarin har seks sekunder ned til Pinot på andenpladsen inden søndagens afsluttende enkeltstart.

De to kan dog meget vel blive overhalet af den britiske superstjerne Chris Froome. Team Sky-rytteren ligger på en samlet tredjeplads med 14 sekunder til førertrøjen.

På lørdagens bjergetape sluttede Froome på syvendepladsen, 20 sekunder efter Pinot.

Han kom i mål i en femmandsgruppe, der også talte colombianeren Nairo Quintana fra Movistar samt Tinkoff-Saxo-rytteren Rafal Majka.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.