En fransk statsanklager slår nu fast, at drabet på en kvindelig ansat på et plejehjem for pensionerede missionærer ikke har nogen forbindelse til "islamistisk terrorisme".
Gerningsmanden er fredag middag fortsat på fri fod. Politiet har dog fundet frem til, hvem personen formentlig er.
- Der er ikke nogen som helst forbindelse til islamistisk terrorisme, siger statsanklager Christophe Barret.
Manden, der var maskeret, trængte sent torsdag aften ind på plejehjemmet i det sydlige Frankrig og dræbte kvinden med en kniv. Han bar angiveligt også et oversavet jagtgevær.
Omkring 70 beboere blev evakueret fra plejehjemmet. Det ligger i byen Montferrier-sur-Lez omkring ti kilometer nord for Montpellier.
Umiddelbart efter episoden iværksatte fransk politi en større eftersøgning af gerningsmanden. Men ingen er altså anholdt endnu.
Ifølge Christophe Barret er politiet i gang med at undersøge en "mistænkelig" bil, som er blevet fundet i nærheden af gerningsstedet. I bilen er der fundet en våbenattrap.
Frankrig er stadig i undtagelsestilstand, efter at landet har været ramt af en række angreb fra militante islamister det seneste år.
Flere end 230 personer er blevet dræbt i angreb udført af militante islamister rundt omkring i Frankrig siden begyndelsen af 2015.
Så sent som i sidste uge blev flere personer anholdt i Frankrig. De er mistænkt for at stå bag planlægningen af et angreb 1. december.
Ifølge efterforskningskilder havde de mistænkte planlagt at angribe Champs-Élysées i centrum af Paris og forlystelsesparken Disneyland i hovedstaden.
/ritzau/AFP