Fransk ambassadør: Vi blev reddet af politiet
Frankrigs ambassadør deltog i møde for at vise solidaritet med dem, "der modigt trodsede trusler."


Den franske ambassadør i Danmark takker det danske politis indsats for, at han overlevede skyderiet på Krudttønden på Østerbro.

Her deltog han lørdag i et debatmøde for at vise solidaritet med dem, der modigt trodsede alle trusler for at fremme menneskerettigheder og demokrati.

- Hvis det ikke havde været angrebet på Charlie Hebdo, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have været til stede. Men nu forekom det mig at være en vigtig gestus, siger Francois Zimeray efter et pressemøde på ambassaden søndag eftermiddag.

Da de første skud bragede løs, varede det lidt, før det gik op for ham, hvad der skete.

- Så stod det pludselig klart for mig, at der var tale om en form for gentagelse af det, der skete på Charlie Hebdo, siger ambassadøren med henvisning til angrebet i Paris for en måned siden og tilføjer:

- Jeg nåede at tænke, at det kun var et spørgsmål om kort tid, før han ville komme ind i salen, hvor vi sad, og begynde at skyde løs.

- Men det skete ikke takket være de danske politifolks indsats. Jeg kan ikke takke dem nok. De reddede vores liv, siger ambassadøren.

Francois Zimeray var søndag eftermiddag vært ved et pressemøde sammen med den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, og forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

Den franske indenrigsminister fastslog på pressemødet, at der består et dybt venskab mellem Frankrig og Danmark.

- De stærke bånd styrker solidariteten og kampen for frihed og tolerance mellem vore lande, siger Cazeneuve og understreger, at EU vil finde nye og udvikle eksisterende instrumenter til at bekæmpe terrorisme.

Han nævnte også de mange danskere, som i januar lagde blomster ved den franske ambassade, og mindede om den danske deltagelse i en kæmpemæssig fredsmarch i Paris i januar efter angrebet på Charlie Hebdo.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.