Frans Nielsen får første sejr efter skifte til storklub
Frans Nielsen sejrede i NHL, mens Mikkel Bødker og Nikolaj Ehlers tabte hver sin kamp natten til tirsdag.
Frans Nielsen (forrest i hvid) fejrer her en scoring i sin debutkamp i sidste uge. Natten til tirsdag fik han en sejr at juble over.
Frans Nielsen (forrest i hvid) fejrer her en scoring i sin debutkamp i sidste uge. Natten til tirsdag fik han en sejr at juble over. Foto: Mike Carlson/AFP


Tredje gang var lykkens gang for storklubben Detroit Red Wings med danske Frans Nielsen på holdet i verdens stærkeste ishockeyliga, NHL.

Natten til tirsdag dansk tid snuppede klubben sin første sejr i sæsonen, da Ottawa Senators blev nedlagt med 5-1 i Detroit.

Den danske forward fik 18 minutter på isen, men var hverken med til at score eller assistere ved et af sit holds fem mål. En enkelt afslutning blev Frans Nielsen noteret for.

Forud for sæsonen skiftede han fra New York Islanders, som han spillede for i ti år, til Detroit Red Wings. Danskerens nye klub har vundet Stanley Cup (NHL's mesterskabstrofæ) 11 gange, hvilket er tredjeflest i historien.

To andre danskere var også på isen natten til tirsdag i NHL, men begge måtte forlade den igen med et nederlag.

Mikkel Bødker og San Jose Sharks tabte for første gang i sæsonen, da det blev til et 4-7-nederlag ude til New York Rangers.

Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets blev på egen is slået 1-4 af Boston Bruins. Det var Winnipegs andet nederlag i træk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.