Som en lang række andre europæiske politikere er den franske præsident, François Hollande, fortørnet over afsløringerne af, at USA's efterretningstjeneste NSA blandt andet har overvåget og aflyttet centrale EU-kontorer.
Frankrigs præsident kræver, at spionagen bliver indstillet øjeblikkeligt.
- Vi kan ikke acceptere denne type opførsel mellem partnere og allierede. Vi anmoder om, at det stopper med det samme, siger François Hollande under et besøg i den nordvestlige franske by Lorient.
Et andet stort EU-land Italien siger, at USA må forklare sig hurtigst muligt.
- Vi har bedt om at få belyst denne affære, og vi er overbevist om, at al nødvendig information bliver fremlagt i henhold til det samarbejde, der karakteriserer venskabet mellem de to lande, siger den italienske udenrigsminister, Emma Bonino.
Det tyske ugemagasin Der Spiegel har ved hjælp af dokumenter fra den afhoppede amerikanske efterretningsmand Edward Snowden afsløret, at USA aflytter centrale EU-kontorer og computernetværk.
Samtidig skriver den britiske avis The Guardian, at USA har leget fluen på væggen på en lang række landes ambassader - blandt andet den franske, italienske og græske ambassade i Washington.
Et dokument fra 2010 viser angiveligt, at amerikanerne har mere end 38 såkaldte "mål", som de systematisk aflytter.
Ud over Frankrig, Italien og Grækenland, er Japan, Mexico, Sydkorea, Indien og Tyrkiet "mål" for USA's efterretningsfolk.
/ritzau/AFP