Frankrigs præsident kalder skattelæk for gode nyheder
Offentliggørelsen af dokumenter fra advokatfirma i Panama kan øge skatteindtægterne, siger François Hollande.
Frankrigs præsident, François Hollande, hilser lækken af dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama velkommen.
Frankrigs præsident, François Hollande, hilser lækken af dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama velkommen. Foto: Jacquelyn Martin/AP


Frankrigs præsident, François Hollande, siger, at offentliggørelsen af de såkaldte Panama Papers er gode nyheder, der kan være med til at øge skatteindtægterne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig understreger Hollande, at der som følge af lækagen bliver sat undersøgelser i gang.

- Jeg kan forsikre om, at som informationerne kommer frem, vil der blive foretaget undersøgelser, sager vil blive åbnet, og retssager vil blive indledt, siger han.

- Disse afsløringer er gode nyheder, for de vil øge skatteprovenuet for dem, der snyder.

109 medier fra 78 lande begyndte søndag aften at offentliggøre, hvilke firmaer, banker, privatpersoner, sportsstjerner, politikere og andre, som har gemt deres penge for skattemyndighederne.

Dokumenterne stammer fra det sædvanligvis meget hemmelighedsfulde advokatfirma Mossack Fonseca i Panama.

Blandt de navngivne stats- og regeringsledere er Ruslands præsident, Vladimir Putin, den tidligere egyptiske præsident Hosni Mubarak, Syriens præsident, Bashar al-Assad, og Islands statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson.

Selv om Putins navn ifølge den britiske avis The Guardian ikke står i nogen af dokumenterne, så er de personer, der kan identificeres, folk, der står ham meget nær.

Regeringen i Rusland afviser dog forlydenderne om, at der skulle være en forbindelse mellem de lækkede dokumenter og Vladimir Putin.

- Målet for denne misinformation er vores præsident, især nu hvor der snart er parlamentsvalg, ligesom der er præsidentvalg om to år, siger talsmand for Kreml Dmitry Peskov ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Denne fobi mod Putin i udlandet har nået et sådant punkt, hvor det nærmest er blevet tabu at sige noget godt om Rusland.

Papirerne viser også, at Islands statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, med Mossack Fonsecas hjælp og i al hemmelighed købte et selskab i 2007, undlod at informere den islandske nationalforsamling, Altinget, om det og i øvrigt overdrog selskabet til sin kone for én dollar i 2009.

Angiveligt skal millioner af dollar være ført gennem selskabet frem til 2015, mens Island årene forinden var tæt på en statsbankerot.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har også familiemedlemmer til Kinas præsident, Xi Jinping, skjult deres formuer i skattely. Det gælder blandt andre præsidentens svoger.

Lækagen kan også vise sig at blive en pinlig affære for den britiske premierminister, David Cameron, som ofte har talt imod folk, der snyder med skat.

Det viser sig nemlig, at Camerons afdøde far, Ian Cameron, er nævnt i de mange lækkede dokumenter, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det var en anonym medarbejder i Mossack Fonseca, der sidste år lækkede 11,5 millioner interne dokumenter til den tyske avis Süddeutsche Zeitung.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.