Frankrigs præsident garanterer klimaaftale i Paris
Spørgsmålet er ikke, om der kommer en klimaaftale ved COP21, men hvor omfattende og bindende, den bliver.
Ved foden af den islandske gletsjer Solheimajökull, der er ved at smelte bort på grund af højere temperaturer, gav François Hollande udtryk for en følelse af, at han var vidne til, at historien er ved at forsvinde.
Ved foden af den islandske gletsjer Solheimajökull, der er ved at smelte bort på grund af højere temperaturer, gav François Hollande udtryk for en følelse af, at han var vidne til, at historien er ved at forsvinde. Foto: Thibault Camus/AP


Den franske præsident, François Hollande, udstikker nu en garanti om, at det kommende klimatopmøde COP21 i Paris til december vil medføre en aftale.

Det er dog stadig oppe i luften, om klimaforhandlere fra hele verden kan blive enige om en omfattende og bindende aftale, som skal forsøge at nå den aftale, der mislykkedes i København i 2009.

- Der kommer en aftale i Paris. Spørgsmålet er på hvilket niveau, aftalen bliver indgået, og om vi vil være i stand til at revidere den regelmæssigt. Det er, hvad der er på spil under forhandlingerne, siger præsidenten til en forsamling af fagforeninger, arbejdsgivere og regeringsmedlemmer.

Den franske præsident besøgte for nylig Island for ved selvsyn at konstatere, at klimaforandringerne er en realitet. Samtidig presser han hårdt på for at opnå en bindende aftale ved klimatopmødet i december i Paris.

FN-topmødet åbner i den franske hovedstad 30. november og varer til 11. december 2015.

Reaktioner fra udviklingslande og erfarne analytikere om forhandlingerne, der nu går ind i deres tredje årti, antyder, at uenighederne vil blusse op allerede ved et indledende møde mellem forhandlerne.

Det blev indledt mandag, hvor diplomater samledes i den tidligere vesttyske hovedstad Bonn for i fem dage at forberede et udkast til den endelige aftale, der skal underskrives i december i Paris.

Men allerede inden mødet i Tyskland stejlede flere udviklingslande ifølge forhandlere og eksperter over det seneste udkast til en global klimaaftale.

Mødet i Bonn er den første mulighed for, at forhandlere kan fremlægge deres holdning til det udkast, der er skåret ned fra 80 til 20 sider af højtstående diplomater.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.