De franske vælgere vil have en stærk præsident, og det lykkedes aldrig François Hollande at overbevise dem om, at han var en af slagsen.
Sådan lyder det fra Kirsten Malling Biering, der er Danmarks ambassadør i Frankrig.
Hun ser det som en af grundene til, at præsidenten torsdag meddelte, at han ikke stiller op til forårets valg.
- Det er først og fremmest sådan, at præsident Hollande nok et langt stykke hen af vejen stillede op med et lidt andet program, end det han har gennemført siden da, siger hun.
- Han sidder derfor i dag tilbage med et billede af at være en, der ikke levede op til sine løfter, og i øvrigt som en person man ikke føler, for alvor har taget fat i de problemer, der findes i Frankrig i dag.
Bjørn Bredal, der er forfatter og kender af franske forhold, er enig i, at præsidenten har haft svært ved at leve op til sine valgløfter.
Især landets høje arbejdsløshed har voldt problemer.
- Han har opstillet sit helt eget succeskriterium. Det er, om han kunne få arbejdsløsheden til at falde, fortæller han.
- Og det korte af det lange er, at det har han ikke kunne.
Den franske præsident har længe kæmpet med ekstremt dårlige meningsmålinger og en massiv splittelse i sit parti, Socialistpartiet.
Derfor har spekulationerne i lang tid gået på, om han ville overlade det til en anden at føre partiet til valg.
Det valg har han nu truffet. Ifølge Bjørn Bredal skyldes det i høj grad, at præsidenten simpelthen indså, at han ikke havde en chance.
Han mener, at François Hollande har lidt under sine manglende lederevner.
Derfor har han ikke skabt den opbakning hos franskmændene, der skal til for at kunne stille op ved valget.
- Han er i højere grad en politisk analytiker, end han er en politisk leder, siger han.
- Han har ikke formået at vække begejstring på venstrefløjen, og han har ikke formået at samle sin fløj.
/ritzau/