Frankrig ydmyger Brasilien i ensidig VM-åbning

Der var klasseforskel fra start til slut, da Frankrig slagtede Brasilien i første kamp ved håndbold-VM.
Thierry Omeyer i det franske mål pillede fuldstændig pynten af de brasilianske spillere i åbningskampen ved håndbold-VM.
Thierry Omeyer i det franske mål pillede fuldstændig pynten af de brasilianske spillere i åbningskampen ved håndbold-VM. Foto: Thomas Samson/AFP

Et svækket brasiliansk hold kunne slet ikke hamle op med hjemmebanefavoritterne Frankrig, da de to nationer åbnede VM i herrehåndbold onsdag aften.

Fra kampens start var franskmændene overlegne, og det endte med en knusende fransk sejr på 31-16.

Allerede ved 1-4 forsøgte Brasiliens landstræner sig med en timeout, men lige lidt hjalp det. Frankrig bombede videre og strøg let på 8-2 efter 12 minutters spil.

Thierry Omeyer i målet stod med en redningsprocent på utrolige 75.

Selv om Frankrig begyndte at sløse en smule, og Omeyers redningsprocent faldt lidt, kunne publikum klappe Nikola Karabatic og holdkammeraterne til pause med en solid føring på 17-7.

Efter pausen blev der skiftet ihærdigt ud på det franske hold, men det stoppede ikke ydmygelsen af sydamerikanerne.

Brasilianerne var overmatchet i alle spillets facetter, og med et kvarter igen stod der 26-10 på måltavlen.

Resten af kampen foregik på automatpilot for de franske VM-favoritter, som trods en del sløseri endte med at tage en suveræn sejr på 15 mål.

De andre hold i gruppen er Japan, Rusland, Norge og Polen.

Danmark åbner VM fredag med en kamp mod Argentina.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.