Frankrig vil afslutte frihandelsforhandlinger med USA
Frankrig vil ved et møde med handelsministre i september opfordre til en afslutning på TTIP-forhandlinger.


Frankrig vil i næste måned bede EU-Kommissionen om at afslutte forhandlinger med USA om en omfattende frihandelsaftale.

Det siger den franske viceminister for handel, Matthias Fekl, til radiostationen RMC ifølge AFP.

Den franske minister siger, at der ikke længere er politisk støtte til forhandlingerne i Frankrig, og at "Frankrig opfordrer til en afslutning på disse forhandlinger."

Handelsministrene mødes i Bratislava sidst i september.

- Her vil jeg på vegne af Frankrig opfordre til en afslutning på TTIP-forhandlingerne. De må afsluttes på en absolut klar måde, så vi kan genstarte dem på et godt grundlag.

Udmeldingen fra den franske minister kommer, efter at den tyske økonomiminister og vicekansler, Sigmar Gabriel, har sagt, at forhandlingerne om en ny frihandelsaftale mellem EU og USA reelt er slået fejl.

- Forhandlingerne med USA er i realiteten mislykket, fordi vi som europæere naturligvis ikke kan bøje os for de amerikanske krav, sagde Gabriel i et interview med tv-stationen ZDF i weekenden.

I Washington bliver Tyskland og Frankrig modsagt. En talsmand for den amerikanske chefforhandler på handelsområdet siger tirsdag til det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel, at der "stadig sker fremskridt i forhandlingerne."

Den transatlantiske frihandelsaftale, TTIP, skulle efter planen resultere i verdens største frihandelszone, der ville omfatte omkring 800 millioner mennesker. Men den har været udsat for skarp kritik på begge sider af Atlanterhavet.

I sidste måned skrev 65 interesseorganisationer et fælles brev til Europaparlamentet.

Her advarede de om, at EU-Kommissionen, der står for forhandlingerne på EU's vegne, overskrider alle røde linjer.

- Ved at ignorere Europaparlamentets anbefalinger om at holde kemikalier ude af TTIP, handler kommissionen vores sundhed, miljø og demokrati bort, hed det blandt andet i brevet.

EU's svenske handelskommissær, Cecilia Malmström, har flere gange sagt, at EU aldrig vil indgå en aftale, hvis den sænker niveauet for beskyttelsen af forbrugerne, fødevaresikkerheden eller miljøet.

I Frankrig er der desuden frygt for, at TTIP-aftalen vil skade landets i forvejen kriseramte landmænd.
/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.