Frankrig: Valg tester Front Nationals lokale forankring
Søndag vil det vise sig, om det indvandrerkritiske parti for alvor gør sit indtog i fransk lokalpolitik.
Front Nationals leder, Marine Le Pen, taler efter sidste søndags lokalvalg.
Front Nationals leder, Marine Le Pen, taler efter sidste søndags lokalvalg. Foto: Michel Spingler/AP


Når millioner af franskmænd søndag for anden weekend i træk stemmer ved en række lokalvalg, vil det for alvor vise sig, hvor stærke rødder det nationalistiske og indvandrerkritiske parti Front National har slået i Frankrig.

Selv om Front National med Marine Le Pen som national frontfigur fik hver fjerde stemme i første valgrunde, blev partiet kun det næststørste.

Men det er stadig et kæmpe skridt fremad for partiet, der indtil nu kun har haft to medlemmer i generalrådene, som der stemmes til.

Otte af partiets kandidater blev valgt i første runde, og et sted mellem 100 og 200 ventes at følge efter søndag, viser en meningsmåling fra Ifop.

I alt skal der vælges 4108 medlemmer af de såkaldte generalråd under de 101 franske departementer - en slags storkommuner. Deres magt er begrænset, og derfor har lokalvalgene typisk ikke fået mange franskmænd op af stolene.

Denne gang er valget dog blevet en test for de tre store franske partier, der foruden Front National også tæller Nicolas Sarkozys konservative UMP-parti og præsident François Hollandes socialistparti.

UMP fik det klart bedste valg i første runde, og gentages succesen søndag, kan han for alvor sætte kursen mod præsidentpaladset. Der er præsidentvalg næste gang i 2017.

Det er et valg, som Marine Le Pen også har overvejet at stille op til, men det afhænger blandt andet af, hvordan Front National klarer sig søndag og ved regionsrådsvalget senere på året.

Det komplicerede franske valgsystem betyder, at der mange steder skal forhandles lokalt, før det står klart, hvem der vinder flertallet i de enkelte generalråd.

Både UMP og Socialistpartiet har på forhånd udelukket, at de vil lave lokale alliancer med Front National om at lede departementerne i fællesskab.

Front National blev ved valget til Europa-Parlamentet sidste år Frankrigs største parti.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.