Frankrig undersøger politiets indsats under Nice-angreb
Regeringen bestiller nu en undersøgelse af politiets arbejde efter kritik af sikkerheden på strandpromenaden.
Ifølge den franske indenrigsminister skal det blandt andet undersøges, hvordan området omkring strandpromenaden i Nice var spærret af, og hvordan det blev patruljeret.
Ifølge den franske indenrigsminister skal det blandt andet undersøges, hvordan området omkring strandpromenaden i Nice var spærret af, og hvordan det blev patruljeret. Foto: Claude Paris/AP


Den franske regering vil kræve en undersøgelse af politiets indsats, da Mohamed Lahouaiej-Bouhlel dræbte 84 mennesker på strandpromenaden i Nice sent om aftenen 14. juli.

Regeringen ønsker, at det nationale politis kontroltilsyn kaster lys over sagen, forklarer indenrigsminister Bernard Cazeneuve.

I undersøgelsen skal der således kigges nærmere på, hvordan området var spærret af, og hvordan det blev patruljeret.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen fra indenrigsministeren kommer, efter at lokalpolitikere fra Nice har kritiseret sikkerheden under festlighederne for at være utilstrækkelig.

Blandt andre har Christian Estrosi, der er leder af den regionale regering i kystområdet Riviera, beskyldt landets socialistiske regering for at vildlede offentligheden om de præcise politiforhold på den pågældende aften.

Det var sent om aftenen på Frankrigs nationaldag, at Mohamed Lahouaiej-Bouhlel kørte sin lastbil gennem en afspærring og pløjede den ind i menneskemængden.

Her var folk samlet på promenaden for at se fyrværkeri. Han dræbte 84 og kvæstede omkring 300 andre.

Angrebet i Nice var det tredje store angreb i Frankrig på 18 måneder. Oppositionsleder og tidligere præsident Nicolas Sarkozy sagde få dage efter angrebet, at "alt det, der burde have været gjort i løbet af de seneste 18 måneder, ikke er blevet gjort".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.