Frankrig: Kampen mod IS vil tage lang tid
Koalitionen, der kæmper mod Islamisk Stat, erkender, at det er en langsigtet indsats, siger fransk minister.
Koalitionen af lande, der kæmper mod Islamisk Stat i Irak og Syrien erkender, at krigen mod Islamisk Stat vil tage lang tid.
Koalitionen af lande, der kæmper mod Islamisk Stat i Irak og Syrien erkender, at krigen mod Islamisk Stat vil tage lang tid. Foto: Uncredited/AP


Koalitionen af lande, der kæmper mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, står sammen i kampen mod den yderliggående gruppe.

Men landene er også bevidste om, at det kommer til at tage tid at vinde den kamp.

Det siger den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, efter tirsdagens møde i den franske hovedstad, Paris.

- Vi bekræftede vores sammenhold og fælles vilje til at bekæmpe Islamisk Stat, men vi erkender, at det er en langsigtet kamp, siger Fabius på en pressekonference.

Udenrigsministre fra de deltagende lande var samlet til mødet for at drøfte en ny strategi, efter at Islamisk Stat på det seneste har gjort fremskridt.

Fabius siger på pressekonferencen, at den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, har opbakning fra koalitionen til en plan, regeringen i Bagdad har udarbejdet, efter Islamisk Stat har indtaget den vigtige by Ramadi.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Ifølge planen håber irakerne at mobilisere sunniklanerne i Anbar-provinsen og sikre sig, at alle shiitiske militser er under regeringens kontrol. Sker det ikke, er der risiko for sekteriske spændinger.

- Vi kan ofre os for at bekæmpe Islamisk Stat, men den internationale koalition skal støtte os, siger Abadi ifølge Reuters.

Danmark, der har F-16-jagere udstationeret for at bombe IS-mål, er med i koalitionen. Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) deltog også på mødet.

I en udtalelse, der blev sendt ud efter mødet, opfordrer de omkring 20 repræsentanter for landene i koalitionen til en hurtig, FN-ledet politisk løsning i Syrien, hvor Islamisk Stat også sidder på kontrollen i store dele af landet.

Den syriske præsident, Bashar al-Assad, og hans regime er "ikke i stand til" og "ikke villig til" at kæmpe mod jihadisterne i Islamisk Stat, lyder det fra den internationale koalition.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.