Frankrig: Iran ønsker at løse atomstrid
Tonen er mere positiv, og Iran viser reel vilje til at løse strid om det iranske atomprogram, mener minister.
Den franske udenrigsminister Laurent Fabius sammen med sin kinesiske kollega Wang Yi under forhandlingerne i Østrig.
Den franske udenrigsminister Laurent Fabius sammen med sin kinesiske kollega Wang Yi under forhandlingerne i Østrig. Foto: Joe Klamar/AP


Selvom Iran og stormagterne i gruppen P5+1 ikke havde succes med at lande en aftale om det kontroversielle iranske atomprogram før tidsfristen natten til tirsdag, var forhandlingerne ifølge den franske udenrigsminister ikke fuldstændig frugtesløse.

- På spørgsmålet om at tøjle Irans kapacitet til at berige, mener jeg, at der er sket en udvikling, siger Laurent Fabius til radiostationen France Inter om iranernes program til berigelse af uran.

Samtalerne mellem parterne har været "ret positive", lyder vurderingen fra ministeren efter de seneste dages forhandlinger, som sluttede mandag i Wien med en beslutning om at udsætte fristen for en aftale til 30. juni næste år.

- Så længe den fulde løsning ikke er i hus, så er intet løst, men tonen var mere positiv end tidligere, siger Fabius.

- Djævlen ligger i detaljen, men der er en vilje til at finde en løsning, som jeg ikke tidligere har følt, siger ministeren.

Ifølge den franske udenrigsminister har man skitseret en teknisk løsning for reaktoren i Arak, som frygtes at kunne producere betydelige mængder plutonium til en atombombe, hvis man ikke sætter yderligere begrænsninger for anlægget.

Forhandlingerne skal sigte mod en aftale, hvor iranerne skal skrue ned for dampen i deres atomprogram og tillade større gennemsigtighed, mens Vesten til gengæld trinvist skal hæve sanktionerne.

Striden om atomprogrammet har stået på i 12 år. Iran siger, at programmet udelukkende har fredelige formål, men specielt Israel, USA og de arabiske lande i Golfen er ikke overbevist.

Forhandlingerne foregår med Iran på den ene side og de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og Tyskland på den anden, den såkaldte P5+1-gruppe.

Lykkes det at finde en aftale, kan det ændre en del i Mellemøsten. Det kan åbne for, at de internationale sanktioner kan lempes for et land med 76 millioner indbyggere, hvilket kan skabe mere gang i handel og økonomi.

En aftale kan også åbne op for nye løsninger på flere af de blodige konflikter i regionen.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.