Frankrig indkalder USA-ambassadør til møde om spionage
USA's ambassadør i Frankrig, Jane Hartley, skal svare på, hvad efterretningstjenesten NSA har foretaget sig.


Den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, har kaldt den amerikanske ambassadør i Frankrig til møde for at afkræve hende svar på amerikanernes aflytning af blandt andre den franske præsident.

En kilde i ministeriet siger til nyhedsbureauet AFP, at ambassadøren, Jane Hartley, er indkaldt til møde onsdag eftermiddag på Quai d'Orsay.

Hun ventes at skulle forklare, hvad efterretningstjenesten NSA har haft gang i, da man aflyttede telefoner tilhørende præsidenten, ministre og den franske ambassadør i USA.

Afsløringen kom frem tirsdag, da blandt andre den franske avis Liberation bragte "tophemmelige" dokumenter, som er lækket gennem whistleblowernetværket WikiLeaks.

Det Hvide Hus siger, at man ikke aflytter præsident Francois Hollandes telefon. Men samtidig fremgår det, at man ikke vil kommentere, hvad man eventuelt har gjort før i tiden.

Dokumenterne omhandler aflytning, der har stået på i perioden 2006-2012.

Dokumenterne indeholder blandt andet referater af samtaler om finanskrisen, den græske gældskrise og forholdet mellem præsident Hollandes regering og Tysklands regering under forbundskansler Angela Merkel.

Ligeledes er der lister med telefonnumre på en række medarbejdere i det franske præsidentpalads - heriblandt også præsidentens mobilnummer, skriver WikiLeaks.

Afsløringerne har fået François Hollande til at hasteindkalde parlamentets forsvarsudvalg onsdag.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.