Frankrig forsøger at slukke migranters britiske drøm
I flygtninge- og migrantlejr nær Calais prøver myndigheder at overtale beboerne om at søge asyl i Frankrig.
De franske myndigheder har i weekenden forsøgt at få flygtninge og migranter i lejren nær Calais til at opgive deres drøm om Storbritannien.
De franske myndigheder har i weekenden forsøgt at få flygtninge og migranter i lejren nær Calais til at opgive deres drøm om Storbritannien. Foto: Pascal Rossignol/Reuters


Mandag løber tiden ud for beboerne i lejren for flygtninge og migranter nær Calais, der har fået øgenavnet "Junglen". Myndighederne i Frankrig har annonceret, at lejren ryddes.

I dagene op til rydning har de franske myndigheder forsøgt at få beboerne i lejren til at opgive deres drøm om at komme til Storbritannien.

Det fortæller Didier Leschi, der er chef for OFII, som er Frankrigs integrationsmyndighed.

- Vi mangler stadig at overbevise nogle folk om at acceptere en flytning og opgive deres drøm om Storbritannien. Det er det sværeste, siger han.

Nogle afghanere i lejren har dog svoret ikke at give sig. De insisterer på, at de vil over kanalen og søge lykken.

- De må flytte os med magt. Vi vil til Storbritannien, siger Karhazi, der er en af afghanerne.

Som mange andre i lejren er de taget til Calais for at snige sig på en lastbil til Storbritannien.

Hver aften forsøger beboere i lejren at stikke af fra politiet og hoppe på lastbiler på vej til Storbritannien. I alt er 33 flygtninge og migranter døde i Calais-regionen siden 2015.

Ifølge Pascal Brice, der er leder af det franske asylagentur Ofpra, forsøger hans medarbejdere at overtale lejrens beboere med et løfte om en hurtig behandling af deres asylansøgning i Frankrig.

Omkring 70 procent af de beboere i lejren, der har søgt asyl, har fået opholdstilladelse i Frankrig, oplyser han.

Nogle af lejrens beboere er blevet overtalt, og de ser frem til, at myndighederne rydder den.

- Man ved aldrig. Måske er nedrivningen en god ting i sidste ende, siger den 39-årige sudaneser Faisal al-Ajab.

- De siger, at mandag bliver begyndelsen på noget bedre. Lad os håbe det er sandt.

Faisal al-Ajab har opgivet at komme til Storbritannien og har søgt asyl i Frankrig. Han venter nu på at blive anvist til en bolig.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.