Frankrig bytter VM-hotel efter terror i Paris
Det franske håndboldlandshold skal bo på et andet hotel under VM på grund af sidste uges terrorangreb i Paris.


De brutale terrorhandlinger i Paris får nu også konsekvenser for Nikola Karabatic og holdkammeraterne på det franske håndboldlandshold ved VM i Qatar.

Franskmændene bliver af sikkerhedsmæssige årsager flyttet til et andet hotel i Doha.

Det oplyser direktør i det svenske håndboldforbund, Stefan Lövgren, til Aftonbladets hjemmeside.

Sverige skulle ellers have boet side om side med Frankrig på Hotel InterContinental under VM-turneringen, der begynder på torsdag.

- De bliver flyttet af sikkerhedsmæssige hensyn. Mere ved jeg ikke, siger Lövgren.

- Jeg ved ikke på hvilket hotel, de skal bo, tilføjer han.

Stefan Lövgren fortæller, at gæster på Hotel Intercontinental skal forbi en metaldetektor, når de skal ind på hotellet, men sikkerheden er åbenbart ikke tilstrækkelig for de franske håndboldstjerner.

20 mennesker mistede livet i Paris i sidste uge.

12 personer blev dræbt i forbindelse med angrebet mod det satiriske ugeblad Charlie Hebdo. Derudover blev en færdselsbetjent og fire gidsler dræbt i løbet af tre dages blodig terror i den franske hovedstad.

Ud over de 17 ofre blev de tre terrorister, der stod bag angrebene, dræbt af franske sikkerhedsstyrker.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.