Frank Sinatras hemmelige bog solgt
Kontaktoplysninger på nogle af jetsetterne fra Hollywoods gyldne alder er blevet en heldig ejers for 60.000 kroner efter en auktion.
"Pas på venner, der er falske og løgnagtige", mindede crooneren Frank Sinatra sig selv om.
"Pas på venner, der er falske og løgnagtige", mindede crooneren Frank Sinatra sig selv om. Foto: AP/AP


En eksklusiv liste med numre, oplysninger og informationer på nogle af Hollywood-verdenens mest eftertragtede mennesker fra den såkaldte gyldne tidsalder er netop blevet solgt for 60.000 danske kroner ved en auktion.

Det skriver avisen The Guardian.

Den sorte læderindbundne bog har tilhørt ingen ringere end crooneren Frank Sinatra, der mængede sig med de fineste jetsettere fra Hollywood.

Derfor kan den heldige ejer se kontaktoplysninger på skuespillerne John Wayne og Sidney Poitier og på alt fra amerikanske ambassadører til indflydelsesrige politikere og Elvis Presleys promotor, Jerry Weintraub.

På forsiden af den læderindbundne sorte adressebog var der en besked fra en såkaldt lykke-kage med budskabet: "Pas på venner, der er falske og løgnagtige".

Magasinet Man of the World beskriver bogen som en "social bibel" med dateringer helt tilbage fra 1970'erne og frem til 90'erne med små håndskrevne notitser og personlige oplysninger om kontaktpersonerne fra den Oscar-vindende legende.

Legendariske Sinatra døde i 1998 som 82-årig, og senere på året åbner en offentlig udstilling i New York med flere effekter fra den afdøde legendariske crooner.

Ligeledes kommer der senere på året en dokumentar fra HBO om sangerens liv, og der kommer også nye udgivelser fra Sinatras imponerende musiksamling, der blandt andet rummer de udødelige klassikere som "My Way", "New York, New York" og "That's Life".

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.