Frank Jensen: Vigtigt med ro efter skandale
Det er klart, at hele forløbet omkring afviklingen af Eurovision har været beklagelig, siger Frank Jensen.
Frank Jensen mener, at det er vigtigt med ro efter Eurovision-skandalen.
Frank Jensen mener, at det er vigtigt med ro efter Eurovision-skandalen. Foto: Presse / Jakob Carlsen/free


Eurovision-skandalen med en budgetoverskridelse på mere end 100 millioner kroner koster nu Lars Bernhard Jørgensen, direktør i turistorganisationen Wonderful Copenhagen, jobbet.

Den beslutning tager overborgmester Frank Jensen (S) til efterretning.

- Det er en beslutning, som Wonderful Copenhagens bestyrelse og administrerende direktør har truffet, og som jeg tager til efterretning, skriver overborgmester Frank Jensen (S) i en mail til Ritzau.

- Nu er det vigtigt at skabe ro om Wonderful Copenhagen, så vi får en stærk organisation, der kan styrke turismeindsatsen i hovedstaden og hele regionen.

Tirsdag meddelte Peter Højland, ny bestyrelsesformand for Wonderful Copenhagen, at selv om organisationens arbejde med at skabe vækst i hovedstaden og hovedstadens turisme igen i år sætter ny rekord i overnatninger, har forløbet skadet organisationen.

Også bestyrelsen vil blive skiftet ud.

Frank Jensen takker Lars Bernhard Jørgensen for en flot indsats i Wonderful Copenhagen som turistorganisation igennem de sidste mange år.

- København har et meget stærkt brand i udlandet, og det er ikke mindst på grund af det store arbejde, Wonderful Copenhagen har gjort for at sætte København på verdenskortet, skriver Frank Jensen.

- Det er klart, at hele forløbet omkring afviklingen af Eurovision har været beklagelig, og derfor tager jeg selvfølgelig også bestyrelsen og Lars Bernhard Jørgensens beslutning om at trække sig til efterretning.

Også i brancheorganisationen Horesta mener formand Jens Zimmer Christensen, at det gælder om at se fremad og genskabe Wonderful Copenhagens troværdighed.

- Derfor glæder det os, at bestyrelsesformand Peter Højland har gjort det, der skal gøres, og har gjort det hurtigt, siger Jens Zimmer Christensen.

Han understreger, at Horesta igennem mange år har haft et tæt og godt samarbejde med Wonderful Copenhagen, som under Lars Bernhard Jørgensens ledelse har leveret en imponerende indsats, når det handler om at tiltrække turister til København.

- Men den internationale konkurrence er benhård. Derfor er det afgørende med en stærk markedsføring af hovedstaden, såvel nu som i fremtiden, siger Jens Zimmer Christensen.

/ritzau/


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.