Frank Jensen slår igen: Her er hans svar til Ryanair
Efter flere angreb fra Ryanair mod Københavns overborgmester, reagerer han nu på Twitter.
Efter flere angreb fra Ryanair mod Københavns overborgmester, reagerer han nu på Twitter.
Efter flere angreb fra Ryanair mod Københavns overborgmester, reagerer han nu på Twitter. Foto: SCANPIX arkiv


- Er helt glad for at være blevet symbol på kampen for ordentlige forhold på det danske arbejdsmarked.

Sådan lyder overborgmester i København Frank Jensens svar til Ryanair på Twitter.

Svaret kommer som modreaktion på det meget direkte personangreb, som det irske lavprisselskab har ført mod ham. Både på Twitter og på sin danske hjemmeside, hvor overborgmesteren toner frem på forsiden.

Her bliver han fremstillet som den berygtede franske dronning Marie-Antoinette, der i 1700-tallet skulle have udtalt, at de sultne bønder bare kunne spise kage, når nu de ikke havde mere brød.

I Ryanairs version er citatet "lad dem få kage" dog stillet op overfor udsagnet "lad dem betale for dyre billetter".

Personangrebet mod Frank Jensen, der også er udsendt som tweets, kommer efter, han tidligere på ugen gjorde det klart, at Københavns Kommune ikke accepterer social dumping, og at de ansatte i kommunen derfor ikke skal benytte Ryanair, der nægter at indgå overenskomst med sine danske ansatte.

- Social dumping er noget svineri, som vi slår hårdt ned på her i København. Derfor stiller vi krav til alle, der vil levere til kommunen, herunder sælge os en flybillet, om at de skal tilbyde deres ansatte ordentlige løn- og arbejdsforhold, har Frank Jensen udtalt til Berlingske.

Avisen.dk har forsøgt at få en kommentar på Ryanairs personangreb fra overborgmesteren selv. Hans presseansvarlige oplyser dog, at han ikke har tid, og henviser til ovennævnte tweet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.