Avisen.dk
Nyhedsbrev | Opret profil | Log ind | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her
Røgfri arbejdstid

Frank Jensen afviser totalforbud mod rygning

Chefen for Danmarks største arbejdsplads vil ikke tvinge ansatte til at slukke smøgerne på job

25. maj 2012 kl. 11:45
Start et spil på Spigo.dk
Spil

Rygning er noget farligt stads. Ikke bare for dem, der gør det, men også for de politikere, der blander sig i vælgernes ret til at ryge.

Sådan er rygereglerne
  • I slutningen af april vedtog regeringspartierne med støtte fra Enhedslisten en længe ventet stramning af rygeloven.
  • Med loven bliver der indført totalforbud mod rygning på skoler, gymnasier, institutioner og andre uddannelses- og opholdssteder for børn og unge.
  • Pædagoger og lærere skal fremover helt væk fra arbejdspladsen, hvis de vil ryge.
  • I forvejen gælder loven om røgfrie miljøer, der blev vedtaget i 2007.
  • Som udgangspunkt er det ikke tilladt at ryge indendørs på arbejdspladser, hvor der er offentlig adgang, med mindre det sker i en rygekabine eller et rygerum med særlig udluftning.
  • I praksis har loven betydet, at indendørs rygning stort set er afskaffet på alle offentlige arbejdspladser.

 

Totalforbud mod rygning i arbejdstiden for offentligt ansatte er politisk sprængstof. Som beskrevet af Avisen.dk har flere kommuner skrinlagt planer om rygeforbud efter vild politisk debat.

Læs artiklen: Ren kage i rygeforbuddet i Helsingør

Såkaldt 'røgfri arbejdstid' var også tæt på at blive hverdag for de 45.000 ansatte i Københavns Kommune.

Men det var falsk alarm. Kommunen har besluttet at lade det være op til den enkelte arbejdsplads at beslutte, om smøgerne skal skoddes permanent.

Den ikke-rygende overborgmester Frank Jensen (S) skriver i en mail til Avisen.dk, at han er enig i, at rygning skal begrænses ad frivillighedens vej:

”Jeg mener, at vi i Købehavn har landet sagen på den helt rigtige måde, hvor det er op til de enkelte enheder, at beslutte rygepolitikken. Rygning er ikke noget, jeg på nogen måde vil opfordre til, men jeg synes, det giver bedst mening, at det er noget som besluttes lokalt.”

Totalforbud er ikke helt totalt

Selv om flere kommuner er på vej med rygeforbud, er Odense indtil videre den eneste, der har vovet pelsen med 'røgfri arbejdstid'.

Og efter politisk tovtrækkeri kun i en form, hvor det stadig er tilladt ledelsen på den enkelte kommunale arbejdsplads at aftale deres egen rygepolitik - og for eksempel lade ansatte snuppe en smøg i arbejdstiden, hvis de selv betaler pausen.

Se kortet: Se rygekortet: Her er de brune og hvide byer

Kommunerne kigger hinanden tæt over skulderen i det politisk følsomme spørgsmål om rygeforbud i arbejdstiden.

Derfor ærgrer det Kræftens Bekæmpelse, at Københavns Kommune, der rummer omtrent en tiendedel af de kommunalt ansatte, ikke har valgt at sende et stærkere signal.

"Rygning er sygdomsfremkaldende, og ved at tillade rygning i arbejdstiden, støtter arbejdsgiver rygning og fastholder en rygekultur på arbejdsmarkedet. Derfor er det ærgerligt, at en stor kommune som København ikke tør gå længere," siger overlæge Inge Haunstrup Clemmensen.

Læs artiklen: Sidste hiv! Kommuner forbyder smøger fra 8-16

Flere kommuner har vaklet mellem tvang frivillighed i spørgsmålet om at indføre rygeforbud i arbejdstiden.

Frank Jensen er tilhænger af det sidste, og vil ikke blande sig i, om kommunens rygere smutter ud bag skuret i løbet af arbejdsdagen.

”Rygning er som udgangspunkt en privat sag. Hvis det ikke er til gene for andre eller påvirker arbejdspladsen på anden måde, mener jeg, at det er rigtigst, at beslutningen om rygning tages så tæt på medarbejderne som muligt – i dialog med de faglige organisationer,” siger han.

NYHEDSBREV
 
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
separator
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores forretningsbetingelser.
DEBAT OM ARTIKLEN
For at kommentere skal du være logget på Facebook. Logges på via "Kommenter via...", genindlæs siden
25.05-2012 | 15:39 af Anne Elfengård
Og hvad nu hvis man kun bruger - kun lige bruger de side 10 minutter af sin frokostpause til at ryge i - og så ved jeg godt, at offentlig ansattes frokost pause er betalt af skatteydere - men det bør man så lave om - hvis den ansatte selv betaler frokostpausen, kan ingen forbyde rygning i denne pause.
 
25.05-2012 | 21:43 af Marianne E
Kære Frank Jensen, jeg ville ønske i ville si de meldinger i modtager fra Kræftens Bekæmpelse og bede dem om at passe deres arbejde og FORSKE,
det er det de får deres løn for og ikke at bestemme hvordan deres medmennesker lever deres liv.
At være akademiker er ikke ensbetydningen med at have forstand på mennesker, for så ville de vide at pres aldrig har holdt længen - slet ikke i Danmark,
det vi er på vej ud i nu er så UDANSK som det overhovedet kan være.
Tænk lidt over det - Tak !
 
 
© Copyright 2013, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites