Fra klamfyr til kærlighed: Suspekt varsler ny æra
Fredag udgav Supekt en ny single. Til foråret spiller de tre koncerter. Det er starten på en ny æra.
"Står Stadig" er Suspekts nyeste single. Den er starten på en ny æra, fortæller trioen.
"Står Stadig" er Suspekts nyeste single. Den er starten på en ny æra, fortæller trioen. Foto: Mathias Bojesen/Scanpix


De har været en del af den danske musikbranche siden de i 1999 udsendte deres debutalbum, og med 17 år på bagen er Suspekt mere populære end nogensinde.

Det fejrer bandet med sangen "Står Stadig", som de spillede live ved P3 Guld fredag aften. En sang, der varsler nye tider for gruppen.

- Det er en ny Suspekt-æra, slår rapperen Emil Simonsen fast om sangen.

- I løbet af det sidste år, har vi lavet så mange ting, så vi har været nødt til at kigge indad og finde ud af, hvorfor vi laver det her, og hvor vi finder styrken fra. Vi havde brug for at finde ud af, hvad der gør Suspekt til den institution, det er blevet til, siger rapperen, der går under navnet Orgi-E.

For efter flere år, hvor trioen primært dominerede i den danske undergrund, fik de i 2015 det helt store folkelige gennembrud, hvor de blandt andet spillede på Roskilde Festivals Orange Scene, modtog fem priser ved Danish Music Awards, ligesom de også kunne stille statuetten for P3 Lytterprisen fra P3 Guld 2015 hjem på hylden.

- Sangen er en hyldest til kærligheden. Den er til alle de mennesker, der har været med os det sidste år, hvor det er stukket helt af for os, og hvor folk virkelig har vist os, hvad kærlighed er, fortsætter Emil Simonsen, inden kollegaen Andreas Bai Duelund overtager:

- Den er også til alle dem, der altid har været der. Til alle dem der har os i hjertet.

- Vi er alle i familie, også selv om vi ikke er, siger Emil Simonsen.

Selv om kærligheden er i fokus i den nye Suspekt-æra er det ikke ensbetydende med, at trioen stopper med at rappe om sex, stoffer og alkohol.

Når gruppen til foråret skal spille tre arenakoncerter rundt omkring i Danmark, bliver det nemlig en gennemgang af gruppens fem album, fremgår det af en pressemeddelelse mandag.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.