Fra gas til dyremad: Nyt anlæg åbner i Kalundborg
Unibio kan efter års udvikling slå dørene op for et anlæg, som selskabet håber vil være en revolution.
Administrerende direktør Henrik Busch-Larsen fra Unibio kan mandag åbne for selskabets første industrielle anlæg, der kan lave gas om til dyrefoder.
Administrerende direktør Henrik Busch-Larsen fra Unibio kan mandag åbne for selskabets første industrielle anlæg, der kan lave gas om til dyrefoder. Foto: Unibio/Free


Mandag kulminerer en årelang udvikling af en helt ny teknologi, der kan gøre gas til dyremad.

Da åbner et stort anlæg i Kalundborg, der i industriel skala kan producere protein fra metangas.

Bag anlægget står det lille selskab Unibio, som har udviklet teknologien, der gør det muligt at tage eksempelvis metan- eller naturgas og lave den om til protein.

Proteinet kan så bruges til erstatte for eksempel protein fra fisk, der i stor stil bliver brugt til at lave dyrefoder til kødproduktion verden over.

Det er en langt mere miljøvenlig og stabil måde at lave protein til dyrefoder på end at fange fiske og knuse dem til fiskemel eller dyrke afgrøder som soja.

- Opførelsen af et fabriksanlæg i Danmark er sidste skridt inden den globale udrulning af teknologien.

- Nu skal vi ind på det amerikanske marked, som er det næststørste marked for dyrefoder. Vi forventer snart at kunne offentliggøre en aftale med en amerikansk partner, skriver administrerende direktør for Unibio Henrik Busch-Larsen i en meddelelse.

Anlægget i Kalundborg kan ifølge Unibio producere 80 ton protein om året.

Ifølge en pressemeddelelse deltager blandt andre energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) og administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer Karen Hækkerup i åbningen.

- Vi har i flere år arbejdet på at finde alternativer til soja, som vi i dag importerer. Jeg håber, at Unibio kan bidrage til, at vi på sigt kan erstatte soja.

- Hvis vi i fremtiden producerer bæredygtige foderproteiner i Danmark, vil det være godt for både klimaet og for landmændenes konkurrenceevne, skriver Karen Hækkerup i en kommentar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.