Fra fyring til hyring: Vestas opruster med 500 ansatte
2014 tegner til at blive et anderledes positivt år for vindmøllegiganten Vestas.
Vestas har i årets første ni måneder forøget antallet af medarbejdere med 500 på de danske fabrikker i Ringkøbing, Lem og Hammel. Arkivfoto.
Vestas har i årets første ni måneder forøget antallet af medarbejdere med 500 på de danske fabrikker i Ringkøbing, Lem og Hammel. Arkivfoto. Foto: Vestas/free


I flere år har historierne om fyringsrunder hos Vestas fyldt avisernes spalter. Men 2014 har været et anderledes positivt år for den danske vindmølleproducent. Det skriver Fagbladet 3F.

I årets første ni måneder har firmaet forøget antallet af medarbejdere med 500 på de danske fabrikker i Ringkøbing, Lem og Hammel. Heraf langt de fleste i produktionen. Det oplyser kommunikationschef Michael Zarin fra Vestas.

- Vi har haft stigende efterspørgsel fra vores kunder. Og så har vi produktion i syv andre lande. Det giver os den konkurrencemæssige fordel, at vi har fleksibilitet til at levere til projekter over hele verden, siger han.

Fællestillidsrepræsentant Kim Hvid Thomsen kan også godt mærke, at der er kommet mere tryk på kedlerne.

- Vi har meget travlt i vores produktionsenheder, og det er man ikke ked af i Vestjylland, siger han.

Kim Hvid Thomsen oplyser, at Vestas for tiden kører med maksimal kapacitet på alle danske produktionsenheder i Ringkøbing, Lem og Hammel.

Der er faktisk blevet hyret mere end 500 hos Vestas, da nogle også er stoppet frivilligt. Men nettotilgangen i år ligger på de 500 personer. I alt er der pt. ansat omkring 4.300 i Danmark. Af disse er omkring 1.800 arbejdere i produktionen.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.