Fotovogn nupper hver sjette i tunnel
Politiets fotovogn har knipset løs i tunnelen ved Guldborgsund mellem Falster og Lolland.
Hver sjette kører for stærkt mellem Lolland og Falster.
Hver sjette kører for stærkt mellem Lolland og Falster. Foto: Colourbox/free


Hver sjette bilist har i pinsen blæst på hastigheden gennem tunnelen ved Guldborgsund.

Man må højst køre 90 kilometer i timen, men 525 ud af næsten 3000 bilister blev lørdag knipset af politiets fotovogn.

En af fartsynderne var helt oppe på 171 kilometer i timen på strækningen på Sydmotorvejen, fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters politi.

Sammen med 110 andre står denne bilist til et klip i kørekortet.

Også søndag var tempoet mellem Falster og Lolland generelt for højt.

Denne gang blev 767 ud af 3300 trafikanter målt til at køre for stærkt.

Her var en bil med 160 kilometer i timen den hurtigste, oplyser politiet.

Desuden bemærkede betjentene, at en bil med påhængsvogn var oppe på 137 kilometer i timen.

Andelen af fartsyndere i pinsen er forholdsvist højt i forhold til de erfaringer, som politiet har med en anden "kundekreds".

På hverdage i myldretiden er det cirka hver 10., der får en bøde for at køre for stærkt i tunnelen ved Guldborgsund, fortæller lederen af færdselspolitiet, Erik Mather.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.