OBS: Foto af afdød nederst i artiklen
Hvem er den druknede mand?
Dette spørgsmål stiller Nordsjællands Politi sig selv - og nu også borgerne.
Politiet står på så bar bund i efterforskningen, at man torsdag har valgt at offentliggøre fotos af den afdøde mand.
Han blev mandag 11. juli fundet død i vandet ud for Tisvildeleje Strand i Nordsjællland. Han var kun iført underbukser, da han blev fundet, og om hans liv var bundet et sjippetov med to vægte, der hver vejede 7,5 kilo.
En efterfølgende obduktion viste, at manden ikke havde været udsat for en forbrydelse.
Desværre kunne obduktionen ikke fastslå mandens identitet, ligesom forespørgsler hos både de øvrige danske politikredse samt udenlandsk politi heller ikke har resulteret i et navn på manden.
Derfor tager politiet nu skridtet at offentliggøre billederne samt en beskrivelse af manden, der lyder således:
- Cirka 30-40 år
- Cirka 188 cm
- Almindelig af bygning
- Høj pande
- Mørkt kort hår
- Iført sorte Ralph Lauren boxershorts samt et herrearmbåndsur af mærket Emporio Armani med metallænke
- Havde bundet to vægtskiver á 7,5 kg af mærket Gorilla Sports om livet
Hvis du har oplysninger om mandens identitet, bedes du kontakte politiet på telefon 114.
Foto: Nordsjællands Politi