Forvirrede turister ved nordjysk klit: Hvor tisser man henne?
Gæsterne må besørge bag en busk ved nordjysk turistattraktion - turistbureauet har nemlig ikke fået lov til at sætte et toilet op.
Rubjerg Knude er et populært turistmål - men de 200.000 gæster, der hvert år besøger det tilsandede fyr og de omkringliggende klitter, har ikke mulighed for at gå på WC. Billedet er et arkivfoto af Rubjerg Knude, og personerne har derfor ikke noget med toilet-forvirringen at gøre.
Rubjerg Knude er et populært turistmål - men de 200.000 gæster, der hvert år besøger det tilsandede fyr og de omkringliggende klitter, har ikke mulighed for at gå på WC. Billedet er et arkivfoto af Rubjerg Knude, og personerne har derfor ikke noget med toilet-forvirringen at gøre. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix Arkiv


De 200.000 gæster, der hvert år besøger Rubjerg Knude Fyr ved den nordjyske vestkyst, må knibe ballerne sammen, hvis de får behov for et toilet. Eller forrette deres nødtørft bag en busk.

Det fortæller DR Nordjylland.

Der findes nemlig ikke noget toilet ved turistattraktionen, der ligger i klitterne helt ud til vandet. Det vækker vrede hos både turister og lokale, lyder det fra områdets turistbureau.

- Det er jo ikke særlig hyggeligt at gå en tur der ude med sine børn eller hunde og så komme ud på en sti, hvor der ligger efterladenskaber fra toiletbesøg, siger Helle Sigetty, der er turistchef i Lønstrup.

Ifølge hende får turistbureauet jævnligt besøg af turister, der spørger, hvor toiletterne findes ved fyret.

- De kan jo ikke forstå, at der ikke er toiletforhold ved så stor en attraktion, siger turistchefen.

Hos Hjørring Kommune bliver der arbejdet på at finde en løsning. Området ved Rubjerg Knude har været fredet siden 1946, og derfor er det Fredningsnævnet, der skal give tilladelse til en eventuel toiletmulighed.

- Så vi skal lige finde ud af, hvordan vi kan løse det, for vi har faktisk spurgt, om vi måtte stille en toiletvogn op på parkeringspladsen, men det er noget op ad bakke, siger Ole Ørnbøl (S), der er formand for teknik- og miljøudvalget.

Han ser dog en mulighed for en midlertidig løsning.

- Hvis man bygger en isvogn, så kan man få lov at have et midlertidigt toilet i seks uger. Men det er jo som at fryse og så tisse i bukserne. For hvad så, når de seks uger er gået?, siger udvalgsformanden til DR Nordjylland.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Fredningsnævnet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.