Forulykket russisk fly: Redningstjeneste kan høre stemmer
Redningstjeneste kan høre stemmer, som tilhører passagerer, der er kommet i klemme i forulykket russisk fly.


Der er muligvis også overraskende, godt nyt om det nedstyrtede russiske fly, hvor over 200 passagerer frygtes omkommet over Sinai-halvøen.

Redningstjenesten kan nemlig høre stemmer, som tilhører passagerer, der er kommet i klemme i det forulykkede russiske fly.

Det siger en kilde, som er til stede ved nedstyrtningsstedet på Sinai-halvøen, skriver Reuters.

Oplysningerne er dog foreløbig ikke bekræftet af andre, og en sikkerhedskilde på ulykkesstedet har tidligere sagt, at alle passagerer formentlig er omkommet.

- Redningsmandskab forsøger at trænge ind, og vi håber på at finde overlevende særligt efter at have hørt stemmer i smerte tilhørende folk derinde, siger kilden på betingelse af anonymitet.

Der var mindst 200 passagerer om bord på flyet, som lettede klokken 4.51 dansk tid fra feriestedet Sharm el-Sheikh og forsvandt fra radarskærmen 23 minutter senere ifølge det egyptiske ministerium med ansvar for luftfart.

Mindst fem børn er fundet døde ved nedstyrtningsstedet, hvor flyet er blevet delt i to.

Andre er fundet fastspændt i deres sæder.

Flyet var på vej mod Sankt Petersborg i Rusland og var fyldt med russiske passagerer, som havde ferieret i Egypten.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, udtrykker sin medfølelse over for de pårørende til passagererne.

Han har desuden sendt russiske redningstjenester til Egypten for at deltage i arbejdet med det forulykkede fly.

Det er endnu sparsomt med oplysninger, og det vides ikke, hvad der var skyld i, at flyet forulykkede.

Ifølge Egyptens minister med ansvar for luftfart er det "for tidligt at sige noget om årsagen" bag flystyrtet.

Ifølge egyptiske sikkerhedskilder er der ikke noget, der indikerer, at det russiske passagerfly er blevet skudt ned.

I det nordlige Sinai har der de seneste to år hersket oprør år med militante med tilknytning til Islamisk Stat.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.