Forulykket Formel 1-kører er ude af kunstigt koma
Den franske Formel 1-kører Jules Bianchi er ikke længere i kunstigt koma, meddeler hans familie.
Den franske Marussia-kører Jules Bianchi, der har været holdt i kunstigt koma siden en ulykke ved Japans grandprix i sidste måned, er nu ved bevidsthed, oplyser hans familie.
Den franske Marussia-kører Jules Bianchi, der har været holdt i kunstigt koma siden en ulykke ved Japans grandprix i sidste måned, er nu ved bevidsthed, oplyser hans familie. Foto: Shizuo Kambayashi/AP


Formel 1-køreren Jules Bianchi, der forulykkede under grandprix'et på Suzuka-banen i Japan i sidste måned, er blevet taget ud af det kunstige koma, han har været i siden lige efter ulykken.

Det fremgår af en meddelelse fra franskmandens familie.

- Jules er ikke længere i kunstigt koma, som han har været i siden kort tid efter ulykken, men han er stadig bevidstløs, lyder det ifølge nyhedsbureauet dpa i meddelelsen.

- Han trækker vejret uden hjælp, og hans tilstand er overordnet stabil, men den bliver stadig betegnet som kritisk.

- Behandlingen af ham går nu ind i en ny fase, som hænger sammen med forbedringen i hans hjernefunktion, meddeler familien.

Marussia-køreren Jules Bianchi pådrog sig store skader i hovedet, da han påkørte et køretøj, der var på banen for at hjælpe en anden Formel 1-kører, der var kørt af Suzuka-banen.

Den 25-årige franskmand blev opereret flere gange efter ulykken, hvor han har opholdt sig på hospitalet i Japan.

Nu er hans tilstand imidlertid god nok til, at han er blevet fløjet til Nice i hjemlandet.

Jules Bianchi nåede før sin ulykke at køre to point hjem til Marussia-teamet.

Det blev teamets eneste i årets Formel 1-sæson, og for nylig meddelte Marussia, at holdet lukker.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.