Fortuna Hjørring håber på en sejr over italienske Brescia, når de to hold mødes til en revanchekamp i Champions League i kvindefodbold onsdag aften.
I sidste sæson blev Fortuna Hjørring slået ud af turneringen af de italienske damer, som samlet vandt 2-1.
Nu håber den nordjyske klub, at holdet for første gang nogensinde kommer videre fra ottendedelsfinalerne, fortæller træner Brian Sørensen.
- Vi er et bedre hold, og vi er i bedre form. Jeg er ret overbevist om, at vi kan vinde.
- Kampen er ekstrem vigtig, fordi i Champions League har udebanemål det med at tælle dobbelt. Det blev vi ramt af sidste år, fordi vi ikke fik scoret på udebane.
- Nu går vi især efter at få scoret på udebane i Italien, siger træneren inden onsdagens udekamp.
Efter nederlaget sidste år har Fortuna Hjørring studeret modstandernes spillestil, der er anderledes end den skandinaviske, og forberedt sig på de forhold, som holdet skal spille under på udebane.
Det italienske hold er ifølge Brian Sørensen et godt hold med rutinerede spillere, der er vant til at spille sammen. Ni af holdets spillere er desuden italienske landsholdsspillere.
Alligevel håber træneren på, at Fortuna Hjørring kan sejre og komme i kvartfinalerne.
Især hvis holdet møder et spansk hold som eksempelvis Barcelona. Fortuna Hjørring har nemlig lige slået det spanske hold Athletic Bilbao med en samlet 4-3-sejr.
- Hvis vi er heldige, er der nogle muligheder for en semifinale, men et realistisk bud vil nok være, at vi kan nå kvartfinalerne, siger træneren.
Kampen starter klokken 20.30 onsdag.
Brøndby spiller også i kvindernes Champions League, og her møder holdet på udebane Manchester City klokken 20.00 onsdag.
Der er returkampe i næste uge.
/ritzau/