Fortsat spænding om udfaldet af Nigerias valg
Delvise resultater fra Nigerias valg viser forspring til den tidligere militære leder Muhammadu Buhari.
Muhammadu Buhari har kurs mod præsidentposten i Nigeria. Men intet er afgjort endnu.
Muhammadu Buhari har kurs mod præsidentposten i Nigeria. Men intet er afgjort endnu. Foto: Ben Curtis/AP


Delvise resultater fra stemmeoptællingen i Nigeria viser, at landets tidligere militære leder, Muhammadu Buhari, har et forspring i forhold til den siddende præsident, Goodluck Jonathan.

Men store befolkningsrige delstater som Lagos og Rivers har endnu ikke indleveret delresultater, og iagttagere siger, at det er for tidligt at sige, hvordan valget udfald vil blive.

Også vigtige delstater i den sydlige del af landet, hvor Goodluck Jonathan har massiv opbakning, mangler også stadig.

Den kandidat, som får flest stemmer, vil kun undgå en anden valgrunde, hvis han får mindst 25 procent af stemmerne i to tredjedele af Nigerias 36 delstater.

Både USA og Storbritannien har i erklæringer udtrykt dyb bekymring over politisk indblanding i stemmeoptællingen flere steder.

Buhari, der også tog magten i Nigeria for 30 år siden ved et militærkup, går denne gang demokratiets vej og har indtil videre fået opbakning fra 12,9 millioner landsmænd.

Han har især opbygget sit forspring i den nordlige del af landet, hvor han blandt andet i Kano fik 1,7 millioner flere stemmer end Goodluck Jonathan.

Det var ventet, at Buhari, der er muslim, ville få en storsejr i det nordlige Nigeria, hvor et stort flertal bekender sig til islam.

Men lykken kan stadig nå at vende for den siddende præsident, når offentliggørelsen af valgresultaterne tirsdag klokken 10 dansk tid genoptages.

Han skal især sætte sin lid til resultaterne fra områderne ved Nigerdeltaet, hvor olieproduktion har gjort Nigeria til Afrikas største økonomi.

Det endelige valgresultater ventes at foreligge senere tirsdag.

Omkring 70 millioner nigerianere har været stemmeberettiget i Afrikas mest folkerige land, hvor der bor over 170 millioner mennesker.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.