Fredag har politiet bekræftet, at det var liget af den 21-årige Frederik Mattias Haar, der onsdag eftermiddag blev fundet på bunden af havnebassinet ved KMD-bygningen i Aalborg. Det bekræfter Nordjyllands Politi, efter et ligsyn, skriver Nordjyske.dk.
Den 21-årige Frederik forsvandt natten til onsdag i sidste uge efter en bytur i Jomfru Ane Gade, da han forlod restaurationen Burgers i Jomfru Ane Gade. Han gik i retning af Bispensgade mod øst og blev sidst set af overvågningsbilleder klokken 02.25.
Flere hundrede frivillige fra organisationen Missiong People hjalp med den omfattende eftersøgning af Frederik Mattias Haar, som havde været på studietur i Aalborg.
Det var dykkere fra Beredskabscenter Aalborg og Falck, der fandt liget af den 21-årige i forbindelse med en rutinedykning.
Der er ingen tegn på forbrydelse, oplyser politiet, der fredag eftermiddag har udsendt en pressemeddelelse, hvor det bekræftes, at der er tale om Frederik. Hans pårørende er underrettet.
Den frygtelige besked modtages med sorg på Gerlev Idrætshøjskole, hvor den unge mand var elev.
"Vi har mistet en sød, smilende og god elev. Det virker så meningsløst og uretfærdigt, at han skulle herfra så tidligt. Vores dybeste medfølelse går til Frederiks familie," skriver skolen på sin Facebook-side.