Manglen på officerer i Forsvaret er alvorlig, og det kan få både økonomiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser, advarer Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, HOD.
Det skriver Metroxpress.
- Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har netop været ude og advare om "meget, meget konkrete, alvorlige og skræmmende trusler mod Danmark". Det understreger alvoren i, at Forsvaret vil mangle hver tredje yngre officer i år, og at det ikke bliver bedre til næste år, fortæller HOD-formand Niels Tønning til Metroxpress.
Den uforudsete afgang af officerer er fortsat fra 2014 til 2015 og 2016, og samtidig bliver der uddannet for få nye officerer.
Værnsfælles Forsvarskommando bekræfter, at ekstern rekruttering i 2016 ikke har kunnet kompensere for manglende intern rekruttering og fastholdelse.
- Det er især de yngre officerer, vi mangler. Dem, vi skal kunne sende i krig, siger chefen for Institut for Ledelse og Organisation ved Forsvarsakademiet, Per Henrik Mikkelsen.
- Mangler de, kan vi ikke udsende enheder, og vælger vi at udsende enheder alligevel uden uddannede officerer, kan det koste liv, siger han til avisen og fortsætter:
- I hæren er en officer ham, der fører en deling i krig, og det er noget, som tager år at lære. Officerer er derfor ikke en hyldevare, vi kan købe ude i byen eller uddanne på et weekendkursus, og når det kommer til krig, så er det dem, der har de dårligst uddannede officerer, som lider de største tab.
Chefen for Hærens Officersskole, oberst Nicolas T. Veicherts, fortæller til Metroxpress, at en fortsat mangel på officerer på sigt vil betyde, at Forsvaret ikke kan løse sine opgaver.
- Officererne er Forsvarets chefer, ligesom alle andre virksomheder har chefer. Særligt for Forsvaret er, at vi løser nogle meget specialiserede opgaver - blandt andet krig - der kræver stor erfaring.
/ritzau/