Forsvaret har øje på russisk hangarskibs tur forbi Danmark
Det 302 meter lange Admiral Kuznetsov og syv andre skibe sejler tæt forbi flere Natolande på vej til Syrien.
Admiral Kuznetsov er Ruslands eneste hangarskib. Til gengæld har det plads til 41 kampfly, når der skal føres krig. Arkiv.
Admiral Kuznetsov er Ruslands eneste hangarskib. Til gengæld har det plads til 41 kampfly, når der skal føres krig. Arkiv. Foto: Alexey Panov/AFP


Otte russiske flådefartøjer passerede mandag tæt forbi øen Andøya i det nordlige Norge på deres vej til Middelhavet, hvor de skal sættes ind i krigen i Syrien.

Det skriver den norske avis VG. Den betegner turen tæt forbi en række norske øer som den største demonstration af russisk militærmagt i Norskehavet i årevis.

De otte skibe er ikke hvilke som helst.

Det drejer sig blandt andet om Ruslands eneste hangarskib - det 302 meter lange Admiral Kuznetsov - og den atomdrevne slagkrydser Peter den Store.

Chefen for det norske forsvars efterretningstjeneste betegner ikke russernes færd tæt forbi norsk territorium som en trussel.

- Men for Norge er det en påmindelse om de militære ressourcer, som Rusland besidder i nordflåden, siger Morten Haga Lunde til VG.

Ifølge Rusland forlod de otte skibe basen i Sevomorosk på Kolahalvøen lørdag. De ventes at sejle ned gennem Nordsøen og igennem Den Engelske Kanal på vejen til Middelhavet.

Her kommer de endda meget tæt på det britiske fastland.

En talsmand for den britiske flåde oplyser til avisen The Telegraph, at skibe fra flere Nato-lande har forberedt sig på at følge Admiral Kuznetsov og de andre skibe tæt hele vejen ned til Middelhavet.

Hos Forsvarets Operationscenter i Danmark oplyser vagtholdslederen til Ritzau, at man følger den russiske færd tæt.

- Vi regner ikke med, at de kommer ind i dansk territorialfarvand, men vi holder øje med dem, siger vagtholdslederen.

Der vil formentlig gå nogle dage endnu, før skibene befinder sig i Nordsøen.

Admiral Kuznetsov er ifølge The Telegraph udrustet med cirka 12 kampfly og et tilsvarende antal helikoptere.

De ventes at skulle spille en rolle i det afgørende slag om den syriske storby Aleppo, hvor Rusland støtter Syriens præsident Assad i kampen mod en række oprørsgrupper.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.