Forsvarere: Dom er en advarsel om brug af agenter
Hamburg-firmaet Imex-Logistics var konstrueret af PET's agenter, der stillede sig til rådighed som smuglere.
På en tysk lastbil kørte PET's agenter 147 kilo hash fra Spanien til Danmark, da de forsøgte at afsløre to mænd som tunge bagmænd i narkobranchen. Østre Landsret har dog frifundet de tiltalte for forsøg på at sejle et halvt ton kokain over Atlanten (arkivfoto).
På en tysk lastbil kørte PET's agenter 147 kilo hash fra Spanien til Danmark, da de forsøgte at afsløre to mænd som tunge bagmænd i narkobranchen. Østre Landsret har dog frifundet de tiltalte for forsøg på at sejle et halvt ton kokain over Atlanten (arkivfoto). Foto: Colourbox/Free


Et skarpt bevogtet retslokale i Østre Landsret genlyder torsdag af hårde skulder-klask, da dommerne frifinder to mænd for at ville sejle et halvt ton kokain fra Sydamerika til Danmark.

Selv om Henrik Paw Olsen og Darko Babovic idømmes fængsel i henholdsvis 10 år og fem år for en stribe grove lovovertrædelser, erklærer deres forsvarere sig tilfredse.

De har nemlig fået medhold i deres påstand om frifindelse, når det gælder det tungeste forhold i sagen.

Efterforskningen har været udført ved brug af PET-agenter. I over to år spillede de skuespil overfor Olsen og Babovic og gav den som erfarne transportører af ulovlige stoffer.

- Dommen er et vink med en vognstang om, at det i overkanten, hvad agenterne har foretaget sig, mener Babovics forsvarer, advokat Ulrik Sjølin Pedersen.

- Der ligger i dommen en indirekte kritik af PET-agenterne, tilføjer han.

På en stribe møder talte Olsen og Babovic med "Christian", "Den Gamle" og "Skipper" om at få en enorm mængde kokain over Atlanten.

Men der er så stor tvivl om de tiltaltes hensigter, at de frifindes af landsretten, som dog ikke retter nogen direkte kritik af agenterne.

- Dommen er en påmindelse om, hvor forsigtig man bør være, når man anvender agenter, konkluderer Olsens forsvarer, advokat Henrik Stagetorn.

Agenterne førte sig frem som travle, professionelle smuglere i transportfirmaet Imex-Logistics med base i Hamburg. De havde også andre kunder, sagde de til Olsen og Babovic.

Dette kan i sig selv have lagt et ekstra pres på de to mænd i forhold til snakken om kokain fra Sydamerika, påpeger Stagetorn.

Advokaten lægger også vægt på, at operationen kørte i meget lang tid - hvilket ifølge ham bør føre til selvransagelse hos politi og anklagemyndighed.

- Man er blevet ved med at kontakte de tiltalte og med at forhandle med dem. Det kan være, at sagen fører til en overvejelse om, at man i fremtiden bør gøre det i en kortere periode og gribe det an på en anden måde, siger Henrik Stagetorn.

Senioranklager Karen Vistisen havde bedt om en straf på fængsel i 16 år til begge mænd.

- Jeg forventer ikke, at dommen vil få nogen generel betydning for anvendelsen af agenter. Det er en meget konkret afgørelse, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.