Forsvarere anker fængselsdom til Don Ø. og Glistrup
Selvom to Parken-topfolk langt fra fik de to års fængsel, som anklagerne krævede, har begges forsvarere anket.
Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup giver hinanden en "krammer" ved en tidligere lejlighed. Tirsdag blev de begge dømt for kursmanipulation.
Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup giver hinanden en "krammer" ved en tidligere lejlighed. Tirsdag blev de begge dømt for kursmanipulation. Foto: Unger Anthon/Polfoto


De to forsvarere, der repræsenterer Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup, ankede på stedet dommene fra Københavns Byret, hvor deres klienter er blevet idømt fængsel.

De to tidligere Parken-topfolk blev tirsdag eftermiddag kendt skyldige i kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder og idømt henholdsvis fire og seks måneders fængsel.

Selvom Østergaard, der også er kendt under navnet Don Ø., og Glistrup langt fra fik de to års fængsel, som anklagerne krævede, er de to forsvarere ikke tilfredse.

- Han (Glistrup, red.) er frifundet i meget, meget vidt omfang. Men det er ikke tilfredsstillende, siger Karoly Nemeth, forsvarer for den tidligere Parken-direktør, Jørgen Glistrup.

- Jeg synes ikke, at det er rimeligt. Jørgen skal frifindes, siger han om sin klient.

Samme toner lyder fra forsvarer Sysette Vinding Kruse, som repræsenterer Østergaard, der er tidligere bestyrelsesformand i Parken.

- Jeg er tilfreds langt hen ad vejen - for der er sket frifindelse langt hen ad vejen. Men jeg er ikke fuldt tilfreds, siger hun.

Begge forsvarere skal nu hjem og læse dommen, der er 475 sider lang.

Men når sagen engang kommer for landsretten, bliver det ikke Karoly Nemeth, der repræsenterer Glistrup. Han påpeger, at det ikke er på grund af resultatet.

- Jeg har fra første færd meddelt, at i og med, at jeg snart bliver 70, så fortsætter jeg ikke, siger han og tilføjer, at han vil anbefale andre forsvarsadvokater til sin klient.

Både Østergaard og Glistrup havde nægtet sig skyldige i anklagerne, som gjaldt opkøb af Parken-aktier for 113 millioner kroner i 2007-2008.

Glistrup var tilstede ved domsafsigelsen, men havde ingen kommentarer til pressen. Østergaard var ikke tilstede. Han er i udlandet i forbindelse med et vigtigt forretningsmøde, har han oplyst til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.