Forsvarer er overrasket over løsladelse i Krudttøndesag
Glædeligt, men lidt overraskende, siger forsvarer om torsdagens løsladelse af 19-årig drabssigtet mand.


Forsvareren for den 19-årige mand, der torsdag er løsladt efter knap 11 måneders varetægtsfængsling, hvor han sad sigtet for medvirken til drab og drabsforsøg i forbindelse med terrorangrebet i København i februar 2015, er overrasket.

- Løsladelsen er glædelig, men måske lidt overraskende, da det kun er en uge siden, at anklagemyndigheden med stor ildhu begærede ham fortsat varetægtsfængslet, siger forsvarer Niels Christian Strauss til Ritzau.

Forsvareren kan kun gætte på, hvorfor anklageren pludselig har skiftet mening:

- Vi ved, at vi nærmer os tidspunktet, hvor vi skal have udarbejdet et anklageskrift. Så må man formode, at nogen fra systemet har kigget på, hvor langt mistankegrundlaget egentlig rækker, og så er løsladelsen vel sket på det grundlag. Men det er kun gisninger.

Ifølge Niels Christian Strauss er sigtelserne mod hans klient et fejlskud, og han mener ikke, han kan dømmes.

- Lige fra starten har det været min opfattelse, at han ikke kan dømmes for noget som helst ud over våbenbekendtgørelsen, mere end det er der ikke grundlag for, mener forsvarsadvokaten.

- Det er derfor, jeg har protesteret ved alle fristforlængelser og indbragt sagen for Østre Landsret ved flere lejligheder, siger han.

Mere konkret er den unge mand sigtet for at have givet attentatmanden Omar el-Hussein en eller flere knive samt en skudsikker vest.

Dermed skulle han - ifølge politiet - have medvirket til de forbrydelser, som blev begået dels ved et møde om ytringsfrihed i Krudttønden og dels ved synagogen i København.

Gennem hele forløbet har han nægtet sig skyldig.

Selv om han er løsladt, kan det alligevel ende med, at han bliver tiltalt. Sigtelsen opretholdes indtil videre, hedder det i pressemeddelelsen fra Københavns Politi.

Anklagemyndigheden har allerede reserveret plads i byrettens kalender til en omfattende straffesag. Den kan begynde i marts og vil muligvis strække sig over 30 retsmøder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.