Københavns Byret idømmer fængselsstraffe på op til to år og ni måneder i den første af seks sager om salg af hash på Christiania.
- Jeg er grundlæggende uenig i den her dom, siger Henrik Høpner, der er forsvarsadvokat for Teresa Petersen, som blev idømt to et halvt års fængsel, til Ritzau.
Henrik Høpner anker afgørelsen på stedet og vil nu forsøge at få nedsat dommen i landsretten.
Han oplyser til Ritzau, at han gik efter højst fire måneders fængsel.
Henrik Høpner er uenig i det regnestykke, der ligger bag tiltalen.
Optællinger fra fire dages videooptagelser af to boder i Pusherstreet på Christiania er ikke nok til at sige noget om omfanget af salget i boderne på den berømte og berygtede gade i fristaden, mener han.
De 10 er alle blevet dømt for at sælge hash på dage, hvor de ikke er blevet set af agenter på Christiania.
Hvis en sælger har været væk fra boden nogle dage, så vurderer retten nemlig, at sælgeren alligevel har været medvirkende til, at der er blevet solgt hash i boden, mens han eller hun var væk.
Den laveste straf lyder på et år og ni måneders fængsel
Dermed er der fredag blevet afsagt dom i den såkaldte sag seks, som har kørt siden september sidste år.
Politiet slog i marts 2014 til i operation "Nordlys". Ved operationen blev op mod 80 personer anholdt.
/ritzau/