Forsvarer: Det er lovligt at have sympati for PKK
Anklagemyndigheden har overfortolket sympati for PKK i sagen om påstået terrorstøtte, mener advokat.


Det er ikke forbudt at have sympati for Kurdistans Arbejderparti, PKK, som står på terrorlisterne.

Det fastslår en af forsvarerne i nævningesagen, hvor byretten onsdag eftermiddag har frifundet 10 kurdiske mænd for at have indsamlet millioner af kroner til terrorisme.

- Disse mennesker har sympati for PKK, og det har de sagt fra sagens begyndelse, siger advokat Erbil Kaya.

- Og stort set alle kurdere har en eller anden grad af sympati for PKK, tilføjer han.

- Men dermed er der ikke bevis for, at de tiltalte vidste, at de penge, de indsamlede, gik til PKK, siger advokaten.

- Jeg tror, at anklagemyndigheden har haft svært ved at skelne mellem sympati for PKK på den ene side og så indsamling af penge på den anden, siger Erbil Kaya.

Tiltalen blev rejst af den øverste anklagemyndighed. Rigsadvokaten fik godkendelse i Justitsministeriet, før Statsadvokaten i København udfærdigede anklageskriftet mod de 10 mænd i alderen 73 til 29 år, som nu er frifundet.

- Det var forkert at rejse denne sag. De tiltalte var aflyttet i et helt år, og man aflyttede også onkel Hasans lejlighed i lang tid, siger Erbil Kaya med henvisning til den ældste af de tiltalte fra Frederiksberg.

Men den enorme indsats formåede altså ikke at skaffe bevis for, at mændene var klar over, at indsamlede penge til især tv-kanalen Roj TV i virkeligheden havnede hos PKK.

Også byrettens præmisser for frifindelsen drejer sig om de tiltaltes sympatier. For eksempel noteres det, at politiet fandt et ophængt foto af den fængslede PKK-leder Abdullah Öcalan og et PKK-flag på Strandgårdsskolen i Ishøj, hvor flere af mændene mødtes i februar 2012.

Men dette er ikke sig selv bevis for overtrædelse af straffelovens bestemmelse om støtte til terror, fastslår byretten.

Og det samme gælder for de prokurdiske flag, fotos og publikationer, som betjente fandt ved ransagningen af foreningslokaler i Viktoriagade i København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.