Forslag: Ledige skal turde tage alle job
Dagpengeperioden skal kunne forlænges op til tre år, hvis ledige tager kortvarige job undervejs.
Dagpengekommissionen offentliggør sine anbefalinger til et nyt dagpengesystem mandag. /Ritzau/(Jens Dresling/POLFOTO/arkiv)
Dagpengekommissionen offentliggør sine anbefalinger til et nyt dagpengesystem mandag. /Ritzau/(Jens Dresling/POLFOTO/arkiv) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Dagpengekommissionen kommer i sin rapport, der bliver offentliggjort mandag, med en række forslag, der skal gøre det mere attraktivt for ledige at tage småjob og mindre vellønnede job under dagpengeperioden.

Hvis det står til Dagpengekommissionen skal det blandt andet kunne lade sig gøre at forlænge dagpengeperioden fra to til maksimalt tre år, hvis man tager kortvarige job undervejs i ledighedsperioden.

I rapporten, som Ritzau har læst, foreslår kommissionen således, at en dags arbejde under ledighed giver ret til to dages dagpenge.

Hvis man arbejder et halvt år under de to års dagpengeperiode, genoptjener man således et helt års ekstra dagpenge.

Kommissionen foreslår også, at dagpengesatsen ikke skal sættes ned, hvis ledige kortvarigt tager et job til en lavere løn end den, deres dagpengesats oprindeligt var beregnet ud fra.

Ifølge de gældende regler risikerer man at få justeret sin dagpengesats ned, hvis man som ledig tager et lavtlønsjob i nogle måneder.

Den foreslåede ændring skal ifølge kommissionen tilskynde til, at ledige "skal turde tage alle job".

Det fremgår af kommissionens endelige rapport, at 6700 personer årligt vil opbruge deres ret til dagpenge, selv hvis man gennemfører kommissionens anbefalinger.

Det er færre end de 9000 personer, som ifølge kommissionen vil miste dagpengene hvert år med de nuværende regler. Tallene er dog behæftet med stor usikkerhed, skriver kommissionen.

Kommissionen mener selv, at de øgede udgifter ved de foreslåede ændringer beløber sig til omkring 1,3 milliarder kroner.

Pengene skal skaffes ved at at sænke dagpengesatsen for nyuddannede fra i dag 82 til fremover 78 procent af den fulde dagpengesats, samt ved at indføre et nyt system med karensdage, så man mister op til otte dagpengedage om året, hvis man slet ikke arbejder undervejs.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.