Forskning afslører: Disse faggrupper rammes oftest af hudkræft
Vejarbejdere, gartnere, taglæggere, brolæggere, bygge- og anlægsarbejdere, fiskere og skovarbejdere er mest udsatte i forhold til at få hudkræft.
Foto: Scanpix


Når man har et udendørs arbejde, er risikoen for at udvikle hudkræft forøget.

Hver tiende erhvervsaktive dansker arbejder udendørs med udsættelse for sollys en overvejende del af arbejdstiden. Det anslås i et nyt stort ph.d.-projekt fra Holbæk Sygehus om arbejdet som årsag til hudkræft.

Det skriver Fagbladet 3F.

I ph.d.-projektet fremhæves de erhverv, hvor medarbejderne har særlig risiko for at udvikle kræft i huden. Syv ud af otte på den liste er 3F-fag.

Det drejer sig om vejarbejdere, gartnere, taglæggere, brolæggere, bygge- og anlægsarbejdere, fiskere og skovarbejdere.

Ph.d.-projektet fra Holbæk Sygehus skal skabe mere viden om udendørs-arbejderes eksponering for sollys og hudforandringer forårsaget af solskader. Som en del af projektet deltager minimum 400-500 danskere med udendørs arbejde.

Det fortæller afdelingslæge på Arbejdsmedicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus og ph.d.-studerende Kasper Grandahl. Han står i spidsen for projektet.

- Eftersom størstedelen af udendørs-arbejdere tilhører 3F-fag, er det også 3F'erne, der befinder sig i den største risikogruppe for at udvikle hudkræft, siger Kasper Grandahl til Fagbladet 3F.

Solens UV-stråler er årsag til langt størstedelen af hudkræfttilfælde og forstadier hertil. Samtidig anslås den samlede udsættelse af sollys til at være mere end det dobbelte hos arbejdere med overvejende udendørs arbejde sammenlignet med indendørs arbejde.

Kasper Grandahl efterlyser derfor kampagner rettet mod de mange danskere, der hver dag arbejder under åben himmel.

- Det her er et overset arbejdsmiljøproblem, og forskellige myndigheder og arbejdsgivere burde sætte fokus på det. Det er der et stort behov for, og lige nu er der absolut intet fokus på det, siger Kasper Grandahl.

Ifølge Kasper Grandahl er der flere simple løsninger på at undgå for meget sollys på jobbet. Udover brugen af solcreme foreslår Kasper Grandahl speciallavet arbejdstøj, som blokerer UV-strålerne. Han mener desuden Arbejdstilsynet bør vejlede arbejdsgiverne om solbeskyttelse på jobbet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.