Forskere vækker rumsonde efter ni års rejse mod Pluto
Siden opdagelsen i 1930 har Pluto været omgærdet af mystik. En rumsonde skal nu undersøge den kolde dværgplanet


Efter ni år og en rejse på 4,8 milliarder kilometer vil Nasas rumsonde New Horizons natten til søndag blive vækket fra sin dvale, så den kan begynde sin enestående mission.

Målet er, at rumsonden skal passere tæt forbi den iskolde dværgplanet Pluto og forsyne os med nærbilleder af dennes hidtil ukendte overflade.

Pluto har, modsat de otte planeter i solsystemet, endnu ikke haft besøg af menneskeskabte rumsonder, og på grund af den store afstand er det derfor meget begrænset, hvad man kan se og måle vedrørende Pluto fra observatorier på Jorden.

Pluto ligger i det såkaldte Kuiperbælte, som er en region med kolde dværgplaneter, der er i kredsløb udenfor planeten Neptun. Kuiperbæltet er den sidste uudforskede region i solsystemet.

Der ventes at gå flere timer, fra man prøver at vække New Horizons, til et bekræftende signal forhåbentligt når Jorden.

Hvorvidt det lykkes, ventes at stå klart omkring klokken 03.30 natten til søndag.

Siden opdagelsen i 1930 har Pluto været omgærdet af mystik - delvist på grund af dens relativt lille størrelse.

Videnskabsmænd har blandt andet haft svært ved at forklare, hvordan en planet med en radius på blot 1190 kilometer kunne eksistere længere ude end de gigantiske planeter Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun.

- Vi spekulerede på, hvorfor Pluto var en utilpasset størrelse, siger Alan Stern, en af de ledende forskere bag projektet.

I 1992 fandt astronomer ud af, at Pluto, der huserer 40 gange længere væk fra solen end Jorden, ikke var alene om sin begrænsede størrelse, hvilket fik Den Internationale Astronomiske Union til at genoverveje sin definition af en planet.

I 2006, da New Horizons allerede var på vej mod Kuiperbæltet, besluttede unionen, at Pluto og de øvrige himmellegemer i bæltet ikke kan klassificeres som planeter.

Derfor betegnes Pluto ikke længere som solsystemets niende planet, men derimod som en dværgplanet. Der findes i alt flere end 1000 såkaldte dværgplaneter i Kuiperbæltet.

Den videnskabelige observation af Pluto og dens måner i solsystemets frosne baghave begynder 15. januar.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.