Forskere: Rige kommuner står stadig bedre efter udligning
Selv om rige kommuner betaler mere til fattige kommuner, står de stadig stærkest, vurderer kommunalforskere.


34 hovedstadskommuner vil under mottoet "stop forskelsbehandlingen nu" have sænket udligningen mellem rige og mindre rige kommuner.

Men selv efter udligningen er kommunerne i hovedstadsområdet bedre stillet end provinskommunerne, påpeger kommunalforskere.

En af dem er Kurt Houlberg fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning. Han har særlig ekspertise inden for analyser af kommunernes økonomiske grundvilkår og service:

- Man kan både mene, at udligningen er gået for vidt, eller at den ikke er gået vidt nok. Men grundlæggende er det sådan, at selv efter udligningen er der bedre økonomiske muligheder for kommunerne i hovedstadsområdet.

Ét af kommunernes argumenter lyder, at en familie i hovedstadsområdet har 96.000 kroner mindre til rådighed om året sammenlignet med en tilsvarende familie i Region Nordjylland.

Men det er som at sammenligne æbler og bananer, påpeger Kurt Houlberg:

- Udligningsordningen er skabt for at skabe større lighed mellem kommunerne i forhold til, hvad de har af økonomiske muligheder. Den er ikke sat i verden for at skabe større lighed mellem borgernes rådighedsbeløb.

- Det er to forskellige dagsordener, der bliver blandet sammen.

De 34 hovedstadskommuner ønsker, at udligningen skal sænkes, så den svarer til niveauet efter kommunalreformen i 2007. Sammenslutningen vil nu tage sagen op med politikerne på Christiansborg.

Men regeringen vil næppe lave reglerne for udligningen om, vurderer kommunalforsker Roger Buch, der er forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:

- Hvis man skal fratage penge fra de områder, der i dag modtager penge i udligningssystemet, så er det lige præcis i de områder, som Venstre prøver at genvinde noget af sin tidligere styrke.

- Hvis regeringen imødekommer de her 34 kommuner, så vil det udløse et ramaskrig på Vestsjælland, Lolland-Falster, Fyn og Jylland.

Under alle omstændigheder er diskussionen ikke ny, og den vil heller aldrig dø ud, påpeger Roger Buch:

- Nu har jeg fulgt det her område i snart 25 år, og diskussionen har stået på lige så længe.

- Det er sådan med udligningsreformen, at den aldrig kan stille alle tilfredse. Hver gang der er nogle vindere, er der også nogle tabere. Derfor vil diskussionen altid være der.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.