Forskere bliver truet og chikaneret: Censurerer sig selv
Forskere, der beskæftiger sig med højspændte og omstridte emner, er ikke længere trygge ved at udtale sig.
Det vakte stærke følelser, da giraffen Marius i Københavns Zoo blev slået ned i Københavns Zoo, fordi han var tilovers i avlsprogrammet. Det fik forskere inden for bioetik også at føle, efter at de havde udtalt sig om sagen. Giraffen på billedet er ikke Marius, men en artsfælle i Odense Zoo.
Det vakte stærke følelser, da giraffen Marius i Københavns Zoo blev slået ned i Københavns Zoo, fordi han var tilovers i avlsprogrammet. Det fik forskere inden for bioetik også at føle, efter at de havde udtalt sig om sagen. Giraffen på billedet er ikke Marius, men en artsfælle i Odense Zoo. Foto: Odense Zoo/free


Danske forskere, der arbejder med emner som eksempelvis integration, etik og ekstremisme, bliver ofte udsat for trusler og chikane, når de ytrer sig offentligt på baggrund af deres forskning.

Det fortæller godt 20 integrations-, ekstremisme-, etik- og klimaforskere, som Jyllands-Posten har talt med.

Truslerne har fået flere af forskere til at begynde at udøve selvcensur i den offentlige debat.

Rikke Peters, ekstremismeforsker ved Aarhus Universitet, siger, at hun "censurerer" sig selv, hvis journalister ringer og spørger ind til specifikke grupper:

- Jeg vil ikke komme med konkrete karakteristikker af bestemte højreekstreme grupper. Det kan jeg godt rent forskningsmæssigt, men jeg er angst for repressalier, hvis jeg udtaler mig konkret om en navngiven gruppe, siger hun til Jyllands-Posten.

Af andre eksempler kan nævnes bioetiker Peter Sandøe, Københavns Universitet. Han fik truende e-mail om, at han skulle aflives, da han udtalte, at det var i orden at tage livet af giraffen Marius.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) mener, at trusler mod forskere er et symptom på et generelt problem med den danske debatkultur.

Det er op til den enkelte institution at beskytte forskerne, mener han.

- Hvis institutionerne ønsker en højprofilering af deres medarbejdere og medarbejdernes synspunkter, har de selvfølgelig også en forpligtelse til at bistå de medarbejdere med det nødvendige beredskab, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.